

BILLUND: En samlet kommunalbestyrelse står bag Billunds budgetforlig for 2026, og det glæder borgmester Stephanie Storbank (V).
- Vi har haft en række gode dialoger i budgetforhandlingsprocessen, og jeg er glad for, at alle er med i budgetforliget her i Billund Kommune, siger hun i en pressemeddelelse.
Dialogen har ikke blot været mellem partierne i kommunalbestyrelsen, men også med borgerne. Forligspartierne har været meget opmærksomme på de høringssvar, der er kommet fra borgere, organisationer og råd. Høringssvarene har bl.a. været med til at påvirke beslutningerne om en mere fleksibel allokering af ressourcer til den gode skolestart, implementeringen af beskæftigelsesreformen og en udvidelse af saneringspuljen.
- Det er en del af vores lokale demokrati her i Billund, som jeg sætter stor pris på, siger borgmesteren.
Kommunerne står overfor en række store reformer i den kommende tid, og netop dette har været et udgangspunkt for Billunds budgetaftale. Forligspartierne har nemlig valgt at indarbejde konsekvenserne af reformerne.
- Det er et budget præget af rettidig omhu. Vi er blevet enige om et budget, som vi mener tager højde for den aktuelle situation, som kommunerne står i, siger Stephanie Storbank.
Nedslag i budgetforliget 2026-2029
- 75 procent af lektionerne i 0. og 1. klasse skal dækkes af både lærer og pædagoger, med fuld dækning i dansk og matematik.
- Der allokeres 250.000 kr. årligt til et SFO-eftermiddagstilbud primært rettet mod 4. klasser, der sikrer en tryg overgang fra SFO til fritidsliv.
- Der afsættes 1,65 mio. kr. til en udvidelse af specialbørnehaven Sommerfuglene.
- Der afsættes 1,5 mio. kr. til 12 nye vuggestuepladser i Hejnsvig.
- Der afsættes 39 mio. kr. til nye byggegrunde i 2028-2029 i Billund Syd. Derudover midler til byggemodninger i Grindsted, Sdr. Omme, Vorbasse og Hejnsvig.
- Billund Idrætscenter overgår til selvejende institution i 2026 med 0,5 mio. kr. til overgangen og 876.000 kr. til drift.
- Der afsættes 30,1 mio. kr. over fire år til cykelstier, herunder en ny cykelsti mellem Billund og Grindsted, medfinansieret af Transportministeriet.
- Der afsættes 3,0 mio. kr. i 2026 og 2,6 millioner kroner i 2027 til hjemmepleje og udvidelse af daghjemspladser. Daghjem Hedelyng udvides for at øge antallet af pladser fra seks til ni.
- Der afsættes 10,3 mio. kr. i 2026, stigende til 19,1 mio. kr. i 2029 til det specialiserede socialområde.
- Der afsættes en mio. kr. årligt til småjobs på de kommunale arbejdspladser.
Kilde: Billund Kommune.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.