dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Høje energipriser presser museer: Beder om hjælpepakke

Flere museer er så presset af høje energipriser, at de har bebudet lukning og i nogle tilfælde også fyringer.
10. NOV 2022 11.56

Flere museer landet over har meddelt, at de midlertidig lukker for publikum grundet høje energiregninger. Det gælder blandt andre tre afdelinger under Museum Sønderjylland, Skive Museum, Bornholms Museum og oplevelsescenteret Naturkraft i Ringkøbing.

Ud over lukning af tre afdelinger har Museum Sønderjylland varslet afskedigelse af 11 medarbejdere. Det får nu museernes interesseorganisation, Danske Museer, til at bede om en økonomisk håndsrækning til de mest pressede medlemmer.

- Ligesom vi blev hjulpet under corona, så efterlyser vi en form for hjælpepakke i forhold til at kunne bevare kulturarven, siger direktør i Danske Museer Nils M. Jensen.

Skimmelsvamp truer

Problemet er ifølge direktøren, at man ikke bare kan skrue ned for varmen i de magasiner, hvor kulturgenstandene er opmagasineret.

- Når det handler om de arealer, hvor medarbejderne er, så skruer museerne selvfølgelig ned for varmen, men det lader sig ikke gøre i samlingerne og udstillingsarealerne.

- Der er et eksakt forhold mellem luftfugtighed og temperatur, og hvis man sætter temperaturen for meget ned, så kommer der hurtigt skimmelsvamp, som ødelægger kulturarven, siger Nils M. Jensen.

Han siger, at det haster med en form for hjælpepakke.

- Hvis der ikke sker noget, forventer jeg, at vi vil se flere nedlukninger og flere fyringer. Efter to svære år, hvor vi nogenlunde har holdt skindet på næsen, så er det forhåbentlig ikke energikrisen, der gør, at museerne skal minimeres. Det tror jeg ikke, at nogen ønsker, siger Nils M. Jensen.

Danske Museer er interesseorganisation for 172 af landets museer og konserveringscentre. Halvdelen af dem har ifølge Nils M. Jensen oplyst, at de har haft markante stigninger i omkostningerne til energi - de fleste på mellem 100 og 150 procent. Senest har Museum Odense meddelt, at de er på vej med afskedigelser af samme årsag, oplyser Danske Museer.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hoeje-energipriser-presser-museer-beder-om-hjaelpepakke

GDPR