MF Eigil Andersen (SF) havde stillet spørgsmålet på baggrund af Kristelig Dagblads oplysninger om groteske sager, hvor kræftramte skulle gennemføre samtaler - selv fra sygesengen på hospitalet.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) svarer bl.a.:
'Jobcentrene kan i dag såvel som fremover i alle sygdomstilfælde foretage opfølgningen på anden måde end ved fremmøde, hvis sygdommen forhindrer, at den syge kan komme til møde i jobcenteret, f.eks. pr. telefon eller e-mail.
Der er selvfølgelig også tilfælde, hvor den sygemeldte selvsagt er så syg, at der ikke er mulighed for på nogen måde at deltage i opfølgningen, og det skal jobcentrene tage højde for.
Desværre har et af de medvirkende jobcentre i det i Kristeligt Dagblad omtalte forsøg fejlagtigt sendt brev om forsøget til de sygemeldte forud for 8-ugers samtalen, dvs. både til personer, der skal deltage i forsøget, og til personer, der skal friholdes, hvilket har givet anledning til usikkerhed hos nogle af de sygemeldte. Det er der nu rettet op på, således at dette jobcenter fremover udleverer brevet i forbindelse med samtalen og selvfølgelig ikke giver et brev til dem, der er fritaget for at deltage.
For at undgå situationer, hvor alvorligt syge bliver kaldt til samtale i jobcenteret, har jeg haft et møde med Kræftens Bekæmpelse. Vi blev enige om en præcisering af lovforslaget om sygefravær, der betyder, at jobcentret, hvis der er tvivl om den syge kan møde op, skal tage kontakt til den syges læge eller sygehusets læge før der evt. indkaldes til samtale.
Jobcenteret vurderer på baggrund af de lægelige
input, om opfølgningen kan sættes på 'stand by', dvs. at opfølgningen sker uden, at den sygemeldte kontaktes.
Derudover blev det aftalt, at vi sammen med Kræftens Bekæmpelse vil se på nye og bedre formuleringer i de breve, jobcentrene sender ud til de sygemeldte. Vi vil ligeledes inddrage Kræftens Bekæmpelse i udarbejdelsen af en guide om jobcentrenes sygedagpengeopfølgning samt i kompetenceudviklingen af jobcentrenes medarbejdere med henblik på, at sagsbehandlerne bliver bedre til at tale med de sygemeldte.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.