Historiens afslutning?

Af Paul Hegedahl

Francis Fukuyama: 'Historiens afslutning og det sidste menneske',
oversat af Ole Lindegård Henriksen fra 'The end of history and the last man', 1992,
forord af Morten Haugaard Jeppesen og Frederik Stjernfelt
efterord til 2. udgave oversat af Søren Knudsen Møller,
som også har redigeret denne udgave sammen med forlaget;
Informations Forlag, København 2009, 2. udgave.
I den riflede serie om politik, filosofi og globalisering.
510 s., hft., litt.liste, meget fyldigt noteapparat, stikordsreg.
kr. 399,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7514-229-3.

- Kan man sige, at du i bøgerne ‘Trust' og ‘State Building' leverer en grundlæggende kritik af den nyliberalisme, som mange har indskrevet dig i?

'Jeg har aldrig været den type nyliberalist, der troede på, at politik kunne erstattes af markedet. Det er helt rigtigt, at jeg faktisk har kritiseret den position. Trust fra 1995 handlede om de sociale forudsætninger for markedsøkonomien, og State Building fra 2004 var en analyse af de politiske forudsætninger for kapitalismen.'

- Det siges, at nyliberalismens tid er forbi?

'Valget af Obama markerede afslutningen på Reagan-æraen og hele troen på, at markeder ville være selvdisciplinerende og selvregulerende. Nu kan alle se, at folk eksempelvis mister deres arbejde i Europa på grund af fejl begået på Wall Street. Markedsfundamentalismen holder ikke længere, og vi står midt i en af de store politiske omstillinger, som finder sted for hver eller hver anden generation. Vi kommer til at bevæge os tilbage til større tillid til og behov for staten ligesom i 1930'erne.'

- Nyliberalismen opstod jo ikke ud af ingenting, men også som reaktion på en bureaukratisk og ineffektiv stat. Hvad er det for en stat, vi vender tilbage til nu?

'Det er forbløffende, at vi har forsømt hele spørgsmålet om, hvordan staten skal virke, hvis ikke markedet kan løse opgaverne. Den store trend har været at overføre teknikker fra den private sektor til den offentlige sektor, men den offentlige sektor fungerer ikke på de samme præmisser som den private og skal levere nogen helt andre ydelser. Jeg bruger i øjeblikket meget tid på at analyse ledelse af og gennem den offentlige sektor, fordi det fremstår som en enorm udfordring nu.

Udfordringen er presserende, fordi de politiske problemer kræver statslige regulering samtidig med, at de amerikanske borgere hverken har tillid til offentlige myndigheder eller politikerne: "Staten skal ind og styre nu, men befolkningen er ikke klar til det, og vi har ikke strategier til at styre på en moderne og fleksibel måde. Vi skal egentlig genopfinde den moderne stat.'

Francis Fukuyama interviewet af Rune Lykkeberg, Information, 15. maj 2009

En vigtig nyudgivelse
Der er bøger, man aldrig bliver færdige med - også fagbøger, fordi de synspunkter, der er blevet fremsat, er så markante - og samtidig så kontroversielle og ikke mindst forholdsvis målbare, at modstandere og tilhængere opmærksomt følger udviklingen. Det hører til undtagelserne, at forfatteren selv får/ønsker mulighed for at besvare indvendingerne og reflektere kritisk over sit værk. Det sker imidlertid - heldigvis - med denne nyudgivelse.

Teserne i Francis Fukuyamas 'Historiens afslutning og det sidste menneske' blev genstand for voldsom international debat - som stadig pågår. I dag er bogen blevet en nyklassiker og Informations Forlag har nu udgivet værket i en nyredigeret udgave, hvor forfatteren selv tager sine tanker op til revision, bl.a. i lyset af begivenhederne efter 11. september 2001. Bogen er forsynet med et interessant introducerende forord af Morten Haugaard Jeppesen og Frederik Stjernfelt.

Baggrunden for bogen
I 1989 skrev Francis Fukuyama en artikel til tidsskriftet 'The National Interest' med titlen 'The End of History?'. Heri argumenterede han for, at der i løbet af få år over hele verden var opstået en bemærkelsesværdig konsensus omkring det liberale demokratis legitimitet som regeringsform i takt med, at det overvandt rivaliserende ideologier. Som han skriver i sin introduktion til denne bog:

'Jeg hævede tilmed, at det liberale demokrati kan tænkes at udgøre 'endemålet for menneskehedens ideologiske evolution' og 'den endegyldige menneskelige styreform', og at det som sådan udgjorde 'historiens afslutning'. Jeg hævede, at det liberale demokrati i modsætning til tidligere styreformer, som dækkede over irrationalisme og alvorlige systemfejl, der med tiden førte til deres sammenbrud, ikke rummede tilsvarende fundamentale modsigelser. Dermed ikke sagt, at vor tids stabile demokratier ikke også indeholdt uretfærdigheder eller alvorlige sociale problemer. Men disse problemer skyldtes ikke fejl i de demokratiske principper, men derimod den ufuldstændige implementering af de to grundlæggende principper, som det moderne demokrati bygger på: frihed og lighed. - - - Idealet for det liberale demokrati stod fast og havde ikke behov for forbedringer.'

Denne artikel affødte en lang række kommentarer og kontroverser af enhver form over stort set hele verden. En stor del af diskussionen hvilede (og gør det stadig) på, som Morten Haugaard Jeppesen og Frederik Stjernfelt skriver i deres indledende kapitel: 'den måske mest udbredte, men helt sikkert også mest banale misforståelse, at tesen om Historiens Afslutning skulle betyde, at ingen begivenheder - eller i det mindste ingen store og skelsættende begivenheder - længere skulle indfinde sig og eftersom slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede har været forholdsvis rige på både store og skelsættende begivenheder, konkluderer man uden videre, at Fukuyama ganske enkelt tog fejl, og at historien på ingen måde har nået sin afslutning. Lige så lidt som sine forbilleder Hegel og Kojève ønsker Fukuyama imidlertid at erklære begivenheden som sådan for død - begivenheder, store og små, opmuntrende eller forfærdende finder sted og vil uden tvivl forsætte med at finde sted, så længe der er mennesker her på kloden'.

Det, Francis Fukuyama med sine egne ord mente, havde nået sin afslutning var: ' - - - ikke forekomsten af begivenheder, men derimod historien forstået som én sammenhængende, evolutionær proces, der omfatter alle folkeslags erfaringer til alle tider - - - Det betød derimod, at der ikke ville ske nogen videreudvikling af de grundlæggende principper og institutioner, fordi alle de rigtig store spørgsmål var afgjort'. Han skriver i sin introduktion til bogen (den første udgave): "Denne bog er ikke en omformulering af min oprindelige artikel, og heller ikke et forsøg på at fortsætte diskussionen med artiklens mange kritikere og kommentatorer. - - - Selv om bogen er inspireret af relativt aktuelle verdensbegivenheder, vender den sig mod et meget gammelt spørgsmål: Giver det her sidst i det 20. århundrede igen mening at tale om historien som en homogen bevægelse, der før eller siden vil føre størstedelen af menneskeheden i retning af det liberale demokrati? Det svar, jeg er nået til, er et ja - af to forskellige grunde. Den første er økonomisk, den anden har at gøre med det, der kaldes 'kampen for anerkendelse'.

Forfatteren skriver udførligt om tænkningen om anerkendelse gennem tiderne. Anerkendelse er det centrale problem i politik, fordi anerkendelsestrangen er en kilde til tyranni, imperialisme og ønsket om dominans. Men til trods for at den har en mørk side, kan anerkendelsestrangen ikke bare udelukkes fra det politiske liv, skriver han, eftersom den samtidig udgør det psykologiske grundlag for politiske dyder som mod, samfundssind og retfærdighed. Alle politiske samfund må derfor gøre brug af anerkendelsestrangen samtidig med at de tager sig i agt for dens ødelæggende kræfter.

Man må give Francis Fukuyama ret i anerkendelsestrangens store indflydelse. Dagligt kan vi i medierne følge dens resultater i såvel den interne politik i landene som internationalt. Lige fra de helt mørke over de mere latterlige til de etiske og modige resultater.

Fukuyama stiller spørgsmålet, om den universelle anerkendelse, borgerne i nutidens liberale demokratier kan opnå er 'fuldt tilfredsstillende'? Det liberale demokratis fremtid og de eventuelle alternativer, der en dag måtte opstå, er på længere sigt mere end noget andet afhængige af svaret på dette spørgsmål. Han gennemgår i bogen to principielle svar, et fra venstre og et fra højre, da han siger, at denne bog ser det som sin opgave at behandle disse spørgsmål: 'De melder sig naturligt, så snart vi spørger, om der eksisterer et fremskridt, og om vi kan konstruere en sammenhængende og retningsbestemt Menneskehedens historie'.

Anerkendelsens liberalisme
I forhold til den første udgave på dansk fra 1993 indeholder denne nye udgave, som nævnt, et indledende, indsigtsfuldt, kapitel 'Anerkendelsens liberalisme' af lektor, Morten Haugaard Jeppesen, ph.d., studieleder, Afdeling for Idehistorie, Institut for filosofi og idehistorie, Aarhus Universitet og dr.phil. Frederik Stjernfelt, professor i kognitiv semiotik og tværfaglige humanistiske studier, Center for Semiotik, Nordisk Institut, Aarhus Universitet. Her drøfter de både bogen som sådan og ser på dens teser i tidsmæssigt perspektiv.

De skriver bl.a.: 'Fukuyama tegner et billede af de fortsatte spændinger i demokratisk politik efter Historiens afslutning, der er langt fra den naive lykkeutopi, han ofte er blevet skudt i skoene - og forudsiger, at denne politik kommer til at centrere sig om anerkendelse - en trang, der aldrig vil forsvinde i nok så vellykket et samfund'. Og de konkluderer: 'Som sådan er Fukuyamas første store traktat stadig relevant som et bud på en universalhistorisk fortolkning af vore tids situation - i første omgang i modsætning til hans lærer Samuel P. Huntingtons konkurrerende doktrin i 'Civilisationernes sammenstød: mod en ny verdensorden', 1996, der mere pessimistisk hævder, at den vestlige civilisation er een blandt mange, der må koncentrere sig om grænsekrigene mod de andre kulturer.

Men også i modsætning til f.eks. antiglobaliseringsbevægelserne - der hylder en kulturalisme, der måske ikke er ganske forskellig fra Huntingtons - på den ene side og de neokonservative på den anden side. - - - Selv om han er enig i de neokonservatives overordnede ide om demokratiets udbredelse, skiltes hans vej fra de mere aktivistiske venner i bevægelsen, sådan som han nu kortlægger det i 'After the Neocons', 2006 - og han betegner nu sin politiske position mere beskedent som 'Wilsonian realism' - med henvisning til et kompromis mellem præsident Wilsons demokratibestræbelser og 14 punkter under Første Verdenskrig og til realismens besindelse på staters geopolitiske interesser og international politiks anarkiske tilstand'.

'Præmisserne for disse videre udviklinger i Fukuyamas position', siger Jeppesen og Stjernfelt afslutningsvis, 'ligger allerede i 'Historiens afslutning' - i forståelsen for højre- og venstre-fordringer om yderligere anerkendelse, såvel som i besindelsen på, at universalhistoriske fordringer ikke kan stå til øjeblikkelig indløsning, men kræver, at man indstiller blikket på det meget lange stræk.'

Den åbne fremtid og de største udfordringer
Som nævnt har Francis Fukuyama skrevet et efterord til denne nye udgave af 'Historiens afslutning og det sidste menneske'. Det er oversat af Søren Knudsen Møller, som også sammen med forlaget har gennemredigeret denne nye udgave på grundlag af 1993-udgaven. Søren Knudsen Møller læser idéhistorie på Aarhus Universitet og har også i den sammenhæng arbejdet med 'Historiens afslutning og det sidste menneske'.

I efterordet til denne nye udgave af 'Historiens afslutning og det sidste menneske' forklarer Francis Fukuyama meningen med udtrykket 'historiens afslutning'. Derefter kommer han ind på den skarpe idémæssige opdeling, som mange har set mellem ham og Samuel P. Huntington:

'Jeg er af mange iagttagere blevet kontrasteret med min tidligere (nu afdøde, anm.) lærer Samuel P. Huntington, der fremlagde en meget anderledes tolkning af verdens udvikling i sin bog 'Civilisationernes sammenstød' (ligeledes udkommet på Informations Forlag, nu i 2. udg., anm.). I visse henseender mener jeg det er muligt at overdrive det omfang, i hvilket vi afviger fra hinanden. For eksempel er jeg enig med ham i, at kultur er en blivende del af vores samfund, der ikke lader sig reducere, og at man ikke kan forstå udvikling og politik uden at inddrage kulturelle værdier. Men et væsentligt punkt skiller os. Det er spørgsmålet om, hvorvidt de værdier og institutioner, der blev udviklet under den vestlige oplysning, er potentielt universelle (som Hegel og Marx mente), eller bundet til en bestemt kulturel horisont (i overensstemmelse med synspunkterne hos senere filosoffer som Nietzsche og Heidegger). Huntington mener afgjort, at de ikke er universelle. Han anfører, at de politiske institutioner, vi kender i Vesten, er biprodukterne af en særlig vestlig europæisk kristen kultur, og at de aldrig vil rodfæste sig hinsides denne kulturs grænser. Det centrale spørgsmål, der må besvares, er derfor, hvorvidt de vestlige værdier og institutioner har en universel betydning, eller om de udgør en midlertidig succes for en i øjeblikket dominerende kultur.

- - - Spørgsmålet er derfor, hvorvidt principperne om frihed og lighed, som vi betragter som fundamentet for det liberale demokrati, har en tilsvarende universel betydning. Det mener jeg, er tilfældet, og ligeledes, at der en overordnet logik i den historiske evolution, der forklarer, hvorfor demokratiet er i fremgang verden over, i takt med at vores samfund udvikler sig.'

Fukuyama siger også: 'Huntington har ret, når han siger, at vi aldrig kommer til at leve i en verden med kulturel ensartethed - i en global kultur, som praktiseres af det, han kalder 'Davos-mennesket'. Vi ønsker bestemt ikke at leve i en verden, hvor vi alle deler de samme, universelle kulturelle værdier, baseret på en slags global amerikanisme. Vi lever for de specifikke fælles historiske traditioner, religiøse værdier og andre aspekter af den kollektive hukommelse, som udgør det fælles liv'.

Dette synspunkt kan man dels objektivt understøtte ved at henvise til den også i den forbindelse relevante bog Fareed Zakaria: 'Den post-amerikanske verden', tidligere anmeldt på dknyt.dk. Dels kan man subjektivt mene, at nogle vil sige til Francis Fukuyama, at her må han tale for sig selv. De ville mene, at den bedste af alle verdener var én, hvor vi alle delte de samme værdier, den samme dannelse og samme kultur, helst med udgangspunkt i den opfattelse, de har af de danske værdier etc.

Forfatteren siger udtrykkelig, at han godt dæmme vil dæmme op for den udbredte vildfarelse, at han på en eller anden måde skulle argumentere for en bestemt amerikansk version af historiens afslutning, noget en skribent har kaldt 'jingoistic triumphalism'. Intet kunne være fjernere fra sandheden. EU er en langt mere fuldendt virkeliggørelse af de filosofiske tanker om historiens afslutning. Det moderne liberale demokrati er baseret på søskendebegreberne frihed og lighed. Disse er, siger Fukuyama, i et evigt spændingsforhold: Ligheden kan ikke forøges uden indgriben fra en stærk stat, der begrænser individets frihed; friheden kan ikke forøges i det uendelige uden at give anledning til forskellige skadelige former for social ulighed. Således må ethvert liberalt demokrati foretage afvejninger imellem de to: 'Nutidige europæere plejer at foretrække mere lighed på bekostning af frihed, og amerikanerne omvendt af grunde, der har rødder i hver deres individuelle historie.

Han nævner, at der af de mange indvendinger, der er rejst mod det optimistiske evolutionsscenarie, der blev udlagt i 'Historiens afslutning' - korrekt forstået, er der fire, som han anser for de mest alvorlige. Det er

Islam som forhindring for demokratiet

Problemer med demokratiet på et internationalt niveau

Autonomien i det politiske liv

De uforudsete konsekvenser af teknologien.

Han behandler hver af disse indvendinger/problemer i efterordet og binder således nutid (og fremtid) sammen med det oprindelige udgangspunkt for artiklen og bogen. Han slutter af med at sige, at i lyset af brede historiske tendenser vil statsmandsånd, politik, ledelse og individuelle valg fortsat være altafgørende for den historiske udviklings kurs: 'De udfordringer og risici, den moderne teknologi afføder må samfundene imødegå som udfordringer og behandle via politik og institutioner. Dermed er fremtiden i virkeligheden mere åben end dens økonomiske, teknologiske og sociale forudsætninger antyder. De politiske valg, der bliver truffet af befolkningen ved afstemninger og af lederne i vores forskellige demokratier, vil have afgørende betydning for det liberale demokratis styrke og kvalitet i fremtiden'.

Når man læser Francis Fukuyamas bog - og efterskriften bliver man mismodig, når man sætter tankerne og det niveau, de ligger på, i relation til den øjeblikkelige politiske debat på landsplan i Danmark. Småkævl og forsøg på at tage stemmer fra hinanden på sager uden den store betydning for den fremtidige udvikling. Og det på et tidspunkt, hvor Danmark snart skal være vært for en af de vigtigste konferencer i historien!

Klimaet
I øvrigt har Francis Fukuyama også sine tanker om klimaudfordringen. Anmeldelsen blev indledt med citat fra Francis Fukuyama interviewet af Rune Lykkeberg, Information, 15. maj 2009. Her er så yderligere et uddrag:

Det er flere gange blevet bemærket, at den globale opvarmning udfordrer den moderne politiske teori, men det mener Fukuyama ikke: 'Vi har de rette begreber i den politiske teori til at analysere klimaproblemerne, men vi mangler institutionerne til at håndtere det. Klimaforandringerne er et globalt fælles problem, som er skabt af almindelig økonomisk adfærd, hvor de, der har skabt skaderne, ikke har ansvaret for at udbedre dem. De, der skal bære de tungeste byrder, bor paradoksalt nok i de udviklingslande, hvor man har de færreste ressourcer til at tilpasse sig. Der er ikke et system til at beskatte dem, der har forårsaget ødelæggelserne, og give midlerne til dem, der bliver ramt af det.'

- Kan man stadig bevare optimismen, når de moderne fremskridt således også skaber udfordringer, som synes større og mere uoverkommelige end tidligere?

"Det afhænger selvfølgelig af, hvor alvorlige klimaproblemerne bliver. Vi kommer nok til at tilpasse os forandringerne i stedet for at løse problemet. Selvom det vil have meget store omkostninger i visse dele af verden, kan vi måske tilpasse os på en måde, så det hele ikke bryder sammen. Det kan være, at vi rammer grænserne for produktivitet og økonomisk vækst. Hvis det sker, vil nogle af vores grundlæggende antagelser fra de sidste 200 år blive revideret. Hvis der viser sig absolutte grænser for vækst, kan vi ikke længere regne med at gøre kagen større. Så vender vi tilbage til en førmoderne verden, hvor én persons fortjeneste vil være en anden persons tab. Det vil give en anderledes radikal kamp om goderne. Og i den form for verden er det svært at være optimist på demokratiets vegne."

Supplerende artikler

Anmeldelse af Fareed Zakaria: 'Den post-amerikanske verden'

Supplerende læsning

'Vi skal genopfinde staten'; om 'Historiens afslutning og det sidste menneske' og bl.a. også om kampen om de knappe ressourcer. Interviewet af Rune Lykkeberg.

Samuel P. Huntington: 'Civilisationernes sammenstød',
Artikel i Foreign Affairs, 1993, Vol. 72, Nr. 3, side 22-49.
Oversat til dansk