DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Heunicke håber på yderligere genåbning fra 1. marts
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger, at han håber, at der kan åbnes en smule 1. marts.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Heunicke håber på yderligere genåbning fra 1. marts

Der skal først regnes på effekten, siger Magnus Heunicke (S).
17. FEB 2021 10.01
TEMA: Corona

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) håber, at "der bliver plads til en yderligere genåbning den 1. marts", siger han til DR. Han afventer dog beregninger på muligheden.

Hans udtalelse falder samme dag, som både SF og Venstre har sagt, at de ønsker en åbning for de ældre skoleelever og dele af detailhandlen 1. marts.

- Jeg håber lige som alle andre, at der bliver plads til en yderligere genåbning den 1. marts. De sidder og regner på det, for de er nødt til at afvente effekten af genåbningen for 0. til 4. klasserne, før de kan sige, hvad der er plads til i næste etape, siger sundhedsministeren hertil.

0. til 4. klasse kunne for halvanden uge siden vende tilbage i skole i det første skridt i genåbningen. Regeringen og myndighederne har stor fokus på nye, mere smitsomme varianter og mutationer af corona, der kan få smittetallet til at stige, selvom landet er underlagt restriktioner for at begrænse smitten.

Epidemilov udløber

Nedlukningen har varet siden slutningen af december og har medført, at udbredelsen af og smitten med corona er faldet betragteligt. De lavere smittetal har ført til et stadigt voksende politisk ønske om, at restriktionerne bliver lempet.

De nuværende restriktioner løber frem til 28. februar. Samme dag udløber den epidemilov, der udgør regeringens bemyndigelse til at fastlægge restriktioner.

En ekspertgruppe har i januar peget på, at de første ting, der kan åbnes, er de ældre klasser i skolerne og dele af detailhandlen. Blå blok har længe talt for en genåbning og onsdag har støttepartiet SF meldt sig på banen og ønsker en åbning fra 1. marts.

- Jeg ser med stor bekymring på smittetallet for den britiske variant, og det holder vi øje med de kommende uger, før vi kan genåbne. Der er noget, der tyder på, at det er en geografisk udvikling, og det kan spille ind på, hvad vi kan. Jeg vil gerne sende et signal om, at der er lys for enden af tunnelen, hvis vi alle sammen holder ud lidt længere, siger SF's formand Pia Olsen Dyhr til DR.

Hos Dansk Erhverv er fokus på en mulig genåbning mindre på de ældre skoleklasser end hos SF.

- Det er vigtigt, at der bliver åbnet så meget op, som det er muligt. I Dansk Erhverv er det øverst på ønskesedlen, at vi får åbnet op for detail og de liberale erhverv, skriver administrerende direktør Brian Mikkelsen i en kommentar.

Ritzau / mk