De to sætninger er centrale i et helt nyt projekt i Norddjurs Kommune: 'Det faglige arbejdsmiljø', som Forebyggelsesfonden netop har støttet med 5,5 millioner kroner.
Styrkes i at tackle faglige dilemmaer
I de næste tre år skal medarbejderne på kommunens 10 plejecentre styrkes i at tackle de faglige dilemmaer, som dagligdagen kan byde på i arbejdet med stærkt svækkede eller demente borgere. Det skal ske gennem konkrete projekter og handleplaner for hver enkelt plejebolig.
Vidensdeling er helt central i den forbindelse, fortæller Kirsten Kristensen, områdeleder for plejeboligerne og formand for den styregruppe, som skal koordinere projektet.
- Målet er, at medarbejderne bliver bedre til at takle deres arbejde. Målet nås ved at dele viden og erfaringer med kolleger, øge fokus på den socialpædagogiske indsats og give medarbejderen redskaber til at mestre de svære situationer i dagligdagen. I plejeboligerne er det vigtigt at sætte sig ind i hver enkelt beboers situation, behov og evner. Det bliver lettere, når kolleger deler viden og erfaring med hinanden. Socialpædagogiske evner er ikke noget, man kan nøjes med at læse sig til, siger hun.
Mindre sygefravær
Styregruppen mødtes i slutningen af februar med en tværgående arbejdsgruppe, som består af repræsentanter for alle plejeboligerne. På baggrund af mødet vil et idekatalog blive udarbejdet, som kan inspirere til de handleplaner, som hvert center skal udarbejde som led i projektet.
Mental sundhed, holdninger til sundhed og sygdom, inddragelse af pårørende, rekruttering, ledelsens rolle og balancen mellem opgaver og ressourcer er nogle af temaerne. Desuden vil styregruppen tage temperaturen på det faglige arbejdsmiljø og de tanker, medarbejderne gør sig om emnet. Det skal ske gennem en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres i april.
Der er grund til at tro, at der er en klar sammenhæng mellem faglighed og sygefravær, og det er blandt andet det, projektet skal efterprøve og forhåbentlig dokumentere. Samtidig er det vigtigt, at medarbejderne føler, at projektet tager udgangspunkt i deres hverdag og arbejdsvilkår. Derfor følges der løbende op med spørgeskemaundersøgelser blandt de ansatte for at få overblik over deres tanker, ideer og holdninger til emnet.
Valdemar Haumand (S), formand for Voksen – og Plejeudvalget i Norddjurs Kommune, glæder sig over projektet.
- Jeg tror, dette vil medvirke til at nedbringe sygefraværet i plejeboligerne Når man føler, at man lykkes med opgaven, giver det tilfredsstillede og et øget selvværd. Vi skal sikre, at personalet er klædt tilstrækkeligt godt på til de opgaver, de skal løse, og dette er et stort skridt i den rigtige retning. Desuden kan projektet hjælpe med at fastholde og tiltrække medarbejdere, samtidig med at vores nuværende ansatte bliver endnu dygtigere, siger han.
Husk de gode historier
Udover mindre sygefravær skal projektet sætte fokus på medarbejdernes ressourcer og de positive historier, som sjældent optræder i pressen. Med store udfordringer i rekrutteringen og fastholdelsen af de ansatte er det vigtigere end nogensinde, at billedet af hjemmeplejen får flere nuancer.
- Vi knokler med at dokumentere og opsætte mål for hver enkelt borgers udvikling. Sår-pleje, viden om hygiejne, ernæring og medicinering går hånd i hånd med relationen til de pårørende og det socialpædagogiske arbejde. De mennesker som siger, at hvis man ikke kan blive andet, kan man altid gå ind i SOSU-faget, kender det ikke indefra, siger Kirsten Kristensen.
I løbet af foråret igangsættes flere konkrete initiativer på plejecentrene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.