dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Gudenå-kommuner klar med plan for vådområder

Kommunerne i Gudenå-samarbejdet har nu afsluttet arbejdet med at udpege vådområder i oplandet til Randers Fjord. Formålet er at fjerne af kvælstof fra landbruget, før det når frem til fjorden

En enig Gudenåkomité besluttede i sidste uge, at 5 vådområder skal meldes ind til Staten den 1. juni med henblik på at nedbringe tilførslen af kvælstof fra de dyrkede marker, inden vandet når frem til Randers Fjord.

De 5 vådområder er Nørreå-Skjern Hovedgård Pumpelag i Viborg Kommune, Termestrup Enge i Syddjurs Kommune, Romalt Enges Pumpelag i Randers Kommune, Vissing Enge i Favrskov Kommune og Udmarksgrøften i Århus Kommune.

Ved valget af områder er lagt vægt på at få fjernet mest muligt kvælstof for pengene. Da der har været mange områder at vælge imellem, har det samtidigt været muligt at lægge vægt på andre forhold som rekreative interesser, sværhedsgrad og tilkendegivelser fra ejere i de udpegede områder. De forventede omkostninger til at etablere vådområderne holder sig indenfor den ramme på 78 mil. kr., som staten har afsat til Randers Fjord.

- Vådområderne er et vigtigt skridt på vejen til at få en bedre vandkvalitet i Randers Fjord, og jeg er sikker på, at de også kan udvikle sig til flotte områder til gavn for både natur og mennesker, siger formanden for Gudenåkomitéen Hans Okholm (SF).

Gennemførelse af vådområdeprojekterne vil være baseret på frivillige aftaler mellem lodsejerne og kommunerne og staten. De berørte lodsejere skal nu informeres om planerne for de udpegede områder, og i løbet af det næste halve år skal der gennemføres mere detaljerede forundersøgelser. Forundersøgelserne skal vise, om lodsejerne ser positivt på projekterne, og om projekterne lever op til forventningerne og er praktisk gennemførlige. Lodsejerne får tilbudt økonomisk kompensation eller erstatningsjord.

Skulle det vise sig, at nogle af de udpegede vådområder må opgives, vil andre vådområder, der har været under overvejelse, blive bragt i spil som erstatning for disse.

Udpegningen af vådområderne er sket som et led i Grøn Vækst-aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvoraf det fremgår, at der skal fjernes 91 tons kvælstof fra Randers Fjord ved hjælp af vådområder.

Vandoplandsstyregruppen for Randers Fjord består af Gudenåkomité-kommunerne Silkeborg Kommune, Randers Kommune, Favrskov Kommune, Viborg Kommune, Skanderborg Kommune, Horsens Kommune og Hedensted Kommune suppleret med Syddjurs Kommune.

mou

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/gudenaa-kommuner-klar-med-plan-for-vaadomraader

GDPR