Grindstedværkets forurening kan fjernes på seks år

KORT NYT22. DEC 2019 11.41

VARDE / SYDDANMARK: Den dag i dag siver der stadig to ton af det kræftfremkaldende stof vinylchlorid ud i Vesterhavet om året ved Kærgård Klitplantage som følge af gammel forurening fra Grindstedværket, men nu er det lykkedes Region Syddanmark at finde en mulig løsning på problemet, skriver DR Syd.

En teknologi, der kombinerer såkaldt kemisk oxidation og biologisk nedbrydning, har gjort det muligt at fjerne det sidste af forureningen ved Kærgård Klitplantage, hvor der ikke blot er badeforbud, men også opholdsforbud på grund af den massive forurening. Om seks år kan området være helt renset for forurening for en anslået pris på 82 mio. kr. Men de penge kan Region Syddanmark ikke finde i et budget, der lige nu hedder 50 mio. kr. om året til forureningssager, siger formand for regionsrådet Stephanie Lose (V):

- Vi bruger de penge, vi har, til området, og vi er nødt til at være ærlige og sige, at hvis vi flytter dem alle sammen til Kærgård, så vil der være drikkevand, der potentielt bliver forurenet andre steder, og der kan være grunde, der ikke bliver kortlagt, som kan udgøre en forurening andre steder. Det synes jeg simpelthen ikke er holdbart, siger hun til DR.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt