ODENSE: Otte ledende politikere og topembedsmænd har fået gratis middag og en fribillet til X Factor-finalen betalt af Odense Sport og Event midt under stadionforhandlinger. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Men ifølge Sten Bønsing, ekspert i forvaltningsret, kan det være en overtrædelse af straffeloven, da " vi har et meget, meget fast forbud i Danmark mod, at man kan begunstige offentlige personer," siger han.
Stadsdirektør i Odense Kommune Eik Møller oplyser, at kommunens egne jurister forud for deltagelsen vurderede arrangementet som lovligt. "Vi er helt inden for skiven. Så der er ikke noget at komme efter," siger han til mediet og afviser behovet for at få sagen sendt til vurdering hos Ankestyrelsen eller Ombudsmanden.
Ikke første gang
I Konservative er tonen en anden. Her vil man have sagen drøftet i Økonomiudvalget. Det skriver Fyens Stiftstidende. By og kulturrådmand Søren Windell (K) kan nemlig godt forstå, at sagen kan vække undren, da Odense Sport og Event er en virksomhed med mange interesser i Odense.
- Så jeg synes da, at sagen kalder på en refleksion over, hvordan vi kan undgå en mistanke om, at der foregået noget, der ikke skulle være foregået, siger han til mediet.
Enhedslistens medlem af Økonomiudvalget Reza Javid, der takkede nej til at deltage i det betalte arrangement, efterlyser en uvildig undersøgelse og oplyser desuden, at sagen vil blive taget op i partiet.
Ikke billigt til salg
På onsdagens økonomiudvalgsmøde var der dog ikke opbakning til at få sagen undersøgt. Selv hos by og kulturrådmand Søren Windell (K) var meldingen en anden, efter mødet var slut:
- Jeg er helt sikker på, at der ikke er nogen af mine byrådskolleger, der er til salg for et måltid mad og en fribillet, sagde han til Fyens Stiftstidende og understregede i samme ombæring, at han ikke så nogen grund til at undersøge sagen yderligere.
Det er ikke første gang at der bliver sat fokus på båndet mellem Odense Kommune og Niels Thorborgs Odense Sport og Event. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Tidligere har mediet afsløret, hvordan kommunen også har givet ulovlige arena-tilskud og støttet dobbeltkoncert arrangeret af Odense Sport og Event med millioner.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.