
AARHUS: Klimaregnskabet for Aarhus viser en markant nedgang i nettoudledningen af drivhusgasser i 2020, som følge af Covid-19-nedlukningerne, oplyser kommunen, der vil forsøge at bruge erfaringerne fremadrettet.
Nedgangen skyldes primært et stor fald i udledningen fra transportsektoren - især vej- og flytrafik. Transportsektorens udledning er i 2020 faldet med 255.000 ton sammenlignet med året før. Det svarer til 46 pct., og selvom nedgangen ikke forventes fastholdt i et fuldt aktivt samfund, så skal erfaringerne bruges, mener kommunen.
- Vi skal fortsætte med at arbejde for at mindske udledningen fra Aarhus. Derfor skal vi bruge dette regnskab som motivation til, at vi kollektivt kan ændre på samfundets udledning. Naturligvis skal vi ikke lukke samfundet ned, men vi skal bruge erfaringer fra nedlukningerne til at effektivisere arbejdsgange og anlægge nye vaner, som både kan give livskvalitet og mindske vores klimaaftryk som individer, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Små ændringer - stor forskel
Klimaregnskabet i Aarhus viser tydeligt, hvad ændringer i den daglige adfærd betyder for påvirkningen af klimaet, og nogle ændringer kan måske videreføres til tiden efter coronaen, siger rådmand for teknik og miljø Steen Stavnsbo (K), der tænker på udviklingen i erhvervslivet.
- Hjemmearbejde er et eksempel, der både giver værdi for den enkelte, og kan nedbringe virksomhedernes driftsomkostninger - og er et fleksibelt redskab. Vi har i forvejen et erhvervsliv i Aarhus, der er i front med den grønne omstilling – et af de næste skridt er, at man tænker grøn omstilling ind som en naturlig del af virksomhedernes og medarbejdernes adfærd, siger han.
Kommunen har regnet på det og konstaterer, at hjemmearbejde har en målbar effekt på udledningen af drivhusgasser.
- Hvis en pendler, der kører 20 km i en benzinbil hver dag, vælger at arbejde hjemme to dage om ugen, kan vedkommende spare 255 kg CO2 årligt. Hvis ca. 25 pct. af pendlerne i Aarhus gør dette, vil det kunne spare 4,2 tons CO2 om året – og naturligvis nogle penge på mindre transportomkostninger, siger kommunens klimachef Henrik D. H. Müller.
Klimaregnskabet bliver behandlet på byrådsmøde den 28. april - i øvrigt sammen med andre klimatiltag: afrapportering på den samlede klimaindsats, status på implementering af Klimahandlingsplan 2021-2024 og status på Aarhus Kommunes Klimafond.
cwa
Fakta om Aarhus Kommunes klimaregnskab:
Klimaregnskabet viser den samlede udledninger af klimaskadelige drivhusgasser fra Aarhus. CO2 er en måleenhed, der bruges til at omregne andre klimagassers aftryk til den tilsvarende aftryk, hvis gassen var CO2.
Aarhus bruger udtrykket klimaregnskab, fordi det handler om, hvad bysamfundets samlede aftryk på klimaet er.
Eksempler på ændret adfærds betydning:
- Hvis en familie på fire personer vælger at holde ø-ferie i Ballen på Samsø i stedet i Bangkok kan de spare klimaet for udledning af 20 tons drivhusgas. Det svarer til at mere end 30 pendlere skifter bilen ud med cykel et helt år. Hvis destinationen er Spanien i stedet for Bangkok, sparer familien ca. 15 tons.
- Hvis internationale virksomheder i Aarhus vælger at erstatte forretningsrejser med digitale møder, kan de gøre en forskel for virksomhedens klimaftryk. Fx vil to årlige forretningsrejser til USA eller Kina i stedet for fire spare knap 11 tons CO2. Der kan derfor være store gevinster for klimaet ved at trække noget af de vaner vi har haft under pandemien med videre.
Kilde: Aarhus Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.