EGEDAL: Det sker efter flere år med store overskridelser af budgettet. Målet er at få styr på økonomien og forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen med nye standarder, oplyser Egedal Kommune.
Siden sidste sommer, hvor en revisionsrapport påpegede flere fejl og mangler, har Egedal Kommune arbejdet målrettet på at gennemføre en omfattende genopretningsplan for sagsbehandlingen på handicapområdet, hvor budgettet alene sidste år blev overskredet med 32 millioner kroner.
Arbejdet med at gennemgå over 500 sager foregår i det nye Sundhedscenter, men har vist sig at være mere omfattende end først antaget. Alligevel afviser udvalgsformand Esben Vognsen Jensen (K), at der skulle være tale om 'kaos' i centeret, sådan som Lokalavisen Egedal har fremstillet det i flere artikler.
- Der er ingen tvivl om, at vores medarbejdere har en udfordrende opgave med at gennemgå de flere hundrede sager, ikke mindst fordi et nyt it-system til håndtering af sagerne har drillet, men faktisk er det ikke så uoverskueligt længere. Vi har fået styr på rigtig meget i de seneste måneder, bl.a. har vi ryddet op i forhold til særligt dyre enkeltsager. Desuden har vi lavet en budgetmodel, og vi har nedlagt Rådgivningscenteret og lagt det over i Sundhedscenteret. Arbejdet foregår meget struktureret og koncentreret, siger Esben Vognsen Jensen.
Kun akutte sager
For at give medarbejderne maksimal arbejdsro har ledelsen besluttet, at kun akutte sager bliver behandlet de næste uger.
- Det er selvfølgelig ikke optimalt lige nu, men på sigt har jeg meget tillid til, at planen vil medføre, at vi får styr på økonomien og kan forbedre sagsbehandlingen ud fra en række nye kvalitetsstandarder, som vi politisk skal godkende efter sommerferien, siger Esben Vognsen Jensen.
Genopretningsplan går i korte træk ud på at afslutte genopretningen af sager og at kvalitetssikre budgetmodellen. Der vil blive udarbejdet nye kvalitetsstandarder, og der arbejdes på at optimere sagshåndteringen.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











