
SYDDANMARK: Ni af de ti kommuner på Fyn vil samle alle fælles fynske erhvervsindsatser omkring det det kommende Erhvervshus Fyn, der etableres i det nye år, når erhvervsfremmeindsatsen fjernes fra regionerne og samles dels centralt i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, dels decentralt i seks erhvervshuse hvor kommunerne/KKR'erne har en hovedrolle.
Fyn får sit eget erhvervshus i Odense, og omstruktureringen giver 'kommunerne en unik og oplagt mulighed for at gentænke den fynske erhvervsfremme', lyder det fra de fynske borgmestre. Den fynske løsning 'bliver noget, andre kommer til at kigge på, fordi det er erhvervsfremme, der hænger sammen og høster alle synergierne til fordel for erhvervslivet', lover de.
Erhvervshus Fyn får Nyborg-borgmester Kenneth Muhs (V) som formand, og han kalder det 'et stærkt fundament at samle de fælles indsatser på'. Visionen er at samle fælles fynske erhvervsindsatser omkring det nye erhvervshus, så det er skræddersyet til Fyns erhvervsstruktur og sætter virksomhederne i centrum. Målet er udvikling, vækst og øget jobskabelse på Fyn, hedder det.
Væksthus deles op
Erhvervshusets bestyrelse får også deltagelse af Faaborg-Midtfyn-borgmester Hans Stavnsager (S), udvalgsformand Henrik Nielsen (K) fra Svendborg samt Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), som også bliver Fyns repræsentant i den landsdækkende erhvervsfremmebestyrelse.
- Når vi står sammen på Fyn, har vi også en stærkere stemme udadtil. Vi vil på Fyn gerne være hjemsted for en national robotklynge, og det kan det nye stærke fynske samarbejde være med til at realisere, siger Peter Rahbæk Juel.
Ændringerne i erhvervsfremmeindsatsen bliver til lov inden jul og træder i kraft ved nytår. Den fynske løsning skal i de kommende uger vedtages formelt i byrådene i Assens, Nordfyn, Odense, Kerteminde, Nyborg, Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland kommuner. Middelfart Kommune står udenfor samarbejdet og bliver i stedet en del af Erhvervshus Sydjylland i Haderslev.
Disse to erhvervshuse dannes ved virksomhedsoverdragelse af det nuværende Væksthus Syddanmark omtrent i forholdet 2:1. De fire andre erhvervshuse (med filialer i parentes) placeres i Aalborg (Nykøbing Mors), Aarhus (Herning og Horsens), Sorø (Vordingborg) og København (Hillerød og Rønne).
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.