
FREDERIKSHAVN: Der er langt mellem byggepladserne for nye døgninstitutioner landet over. Men den praksis gør Frederikshavn Kommune nu op med i et forslag om en helt ny døgninstitution til børn og unge på Nordre Strandvej i Frederikshavn.
Der er tale om et tilbud til børn og unge mellem 12 og 18 år, der på grund af svære omstændigheder hjemme, har brug for et hjem nummer to, oplyser kommunen.
Pædagogik før mursten
Den nye institution skal erstatte institutionen 'Minibo' i Skansegade i Frederikshavn og derudover skabe et antal nye pladser. I alt skal der på institutionen være plads til 18 børn og unge. Kommunen har allerede to døgninstitutioner afskåret fra byens faciliteter, og derfor har det været en forudsætning i planlægningen, at den nye institution opføres bynært og attraktivt for børnene.
Med de nye planer, høster Frederikshavn anerkendelse i FADD - Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge:
- I mange år har man nedprioriteret at bygge nyt og i stedet etableret institutionspladser i eksisterende - og ikke altid velegnede - bygninger. Det er sjældent og meget positivt, at man nu i Frederikshavn vælger at tænke pædagogik før mursten, fortæller konsulent i FADD, Henrik Kaustrup Pedersen.
Institutionen foreslås placeret på et område, der i dag ligger uudnyttet og uplejet hen. Dermed forbliver en legeplads og boldbane upåvirket af byggeriet. I forslaget, som netop nu ligger tilgængeligt på kommunens hjemmeside, lægger man vægt på, at institutionen skal fungere som et helt almindeligt hjem for børnene. Det betyder dels, at institutionen skal opføres i stil med husene i villakvarteret lige ved siden af, men også at institutionen i sin indretning skal lægge op til en hverdag, som i enhver anden familie.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.