
Pia Gellerup ønsker at vide "hvorfor det ikke har været muligt i mere end en måned" at få svar på "meget simple spørgsmål om konsekvenserne for amter og kommuner og dermed ganske almindelige borgere".
Hun henviser til en byge af spørgsmål til finansministeren, både i Finansudvalget, Kommunaludvalget og gennem spørgsmål direkte til ministeren. Som ministeren behændigt har undgået at svare fyldestgørende på.
Hvilken fordelingsnøgle?
Det som Pia Gellerup og andre oppositionspolitikere ønsker at vide, er hvordan kommuner og amter rent praktisk skal straffes, hvis det viser sig at de ikke som krævet har beskåret deres budgetter inden den 15. februar.
Regeringen har skaffet sig bemyndigelse til at beskære bloktilskuddet efter to fordelingsnøgler, eller en kombination af de to nøgler. Thor Pedersen har indtil nu kun udtalt, at straffemetoden og fordelingsnøglen først kan vælges, når kommunerne har indsendt deres reviderede budgetter, så man kan se om eventuelle overskridelser er bredt fordelt, eller koncentrerer sig om bestemte kommuner.
Men Pia Gellerup vil have statsminsteren til at jage Thor Pedersen ud af busken, og fortælle hvilken fordelingsnøgle regeringen vil anvende.
Den ene model omhandler en fordeling efter statsgaranteret skattegrundlag.
"Det må være meget enkelt at svare, at en kommune med halvdelen af hele skattegrundlaget kommer til at betale halvdelen af straffen, selv om væksten måske ligger i de andre kommuner", skriver Pia Gellerup.
Den anden model omhandler en fordeling efter vækstprocenter.
"Her må det tilsvarende være meget enkelt at svare, at en kommune, der har en vækstprocent på 0,5, kommer til at betale en andel af strafbeløbet, der er halvdelen af en kommune med en vækstprocent på 1,0 og en fjerdedel af en kommune med vækstprocent på 2,0, selv om kommunen med den lave vækstprocent ikke er selvstændig årsag til det opståede strafbeløb", mener Pia Gellerup.
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.