SVENDBORG: I de fire år, demensbyen i Svendborg har eksisteret, har medarbejdere, pårørende og beboere sammen med forskere arbejdet på at finde ny viden og blive klogere på at skabe trivsel for demensramte. Nu er forskningsprojektet slut, og en professor, der har været involveret i forløbet, vurderer, at resultaterne kan få stor betydning i hele landet. Det oplyser Svendborg Kommune.
Forskningen er lavet sammen med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole samt Social- og Sundhedsskolen. På UCL er resultaterne allerede kommet ind i undervisningen af sundhedsfagligt personale, og det samme gør sig gældende på SOSU-skolen. Det Nationale Videnscenter for Demens har et ønske om, at den nye viden skal deles med sundhedsprofessionelle i resten af landet.
- Vi har skabt og implementeret ny forskningsbaseret viden i et tæt samarbejde mellem pårørende, beboere, medarbejdere og forskere. Den nye viden er et væsentligt og vigtigt bidrag til, at sundhedsprofessionelle i hele Danmark får endnu mere viden og flere redskaber til at sætte mennesker med demenssygdomme i centrum i plejen og rehabiliteringen, siger Hanne Kaae Kristensen, der er professor i rehabilitering og aktivitetsvidenskab.
Et af grebene i forskningsprojektet har været brugen af et hollandsk observationsværktøj til kortlægningen af, hvornår de demensramte trives bedst. Det dækker bl.a. over en slags tjekliste, der har gjort medarbejdere og pårørende bedre til at aflæse den demensramtes sprog og handlinger i forhold til, hvad vedkommende selv opfatter som livskvalitet.
- Hvis en beboer fx gerne vil passe et stort blomsterbed og luge ukrudt, kan demenssygdommen gøre, at det nu er blevet uoverskueligt. Dér er det vigtigt ikke bare at sige, at borgeren ikke længere magter havearbejde. Der handler det i stedet om at give den støtte, der er brug for, eller inspirere til andre opgaver i haven, som borgeren stadig selv kan varetage, og så bruge værktøjerne til at vurdere, om borgeren trives med ændringerne, siger Hanne Kaae Kristensen.
Læs slutevaluering - demenshuset for mere om resultaterne.
mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.