DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Endnu en gang over 1.000 smittede på ét døgn

1.074 nye smittetilfælde og 162 indlagte.
15. MAJ 2021 14.38
TEMA: Corona

Der er det seneste døgn registreret 1.074 smittede med coronavirus, viser lørdagens tal fra Statens Serum Institut (SSI). Dermed er der igen registreret over 1.000 smittede på ét døgn. Det er femte gang i maj, at det sker.

I flere måneder har det daglige smittetal ellers holdt sig under 1.000. De nye smittetilfælde er fundet blandt 204.881 PCR-test. Det svarer til, at 0,54 pct. af testene er positive for coronavirus.

Tallet kendes også som positivprocenten og har siden slutningen af januar dagligt været under 0,50 frem til maj, hvor den flere gange har været over.

Det kan være svært at sammenligne positivprocenten direkte med perioder, hvor betingelserne for - og omfanget af - test har været anderledes.

Der er også foretaget 365.270 lyntest. De indgår dog ikke smittetallet, da svaret ikke vurderes at være lige så præcist som ved en PCR-test, hvor man podes i halsen.

Yderligere tre dødsfald

Tallene fra SSI viser desuden, at der er sket 43 nye indlæggelser blandt smittede, hvilket betyder at der lørdag morgen var 162 personer indlagt på et af landets hospitaler. Det er én mindre end for et døgn siden. Når tallet ikke stiger mere, er det fordi, der også er nogle, som bliver udskrevet.

Af de indlagte ligger 33 personer på en intensivafdeling. 20 af dem er tilkoblet en respirator. Yderligere tre personer er i det seneste døgn døde med coronavirus ifølge opgørelsen. I alt er der registreret 2.502 coronarelaterede dødsfald i Danmark, siden virusset først kom til landet.

Imens fortsætter vaccination af danske borgere, og lørdag er antallet af danskere, der har fået mindst ét vaccinestik mod covid-19, opgjort til 27,8 pct.. 17,2 pct. har fået begge vaccinestik og regnes for færdigvaccinerede.

Ritzau