En stor konspiration eller bare en vennetjeneste
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

En stor konspiration eller bare en vennetjeneste

Grundlovens bestemmelse om immunitet skal forhindre politisk forfølgelse, ikke hæve folketingsmedlemmer over loven.

Alvoren i at røbe “statens hemmelige (...) beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror” synes omsider at være gået op for den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Tilbage i december sidste år koketterede han ellers i TV2 News med at “nu vil jeg være forsigtig med hvad jeg siger” for straks efter alligevel at konstatere, at “så må jeg jo risikere fængselsstraf”.

En de facto tilståelse af bruddet på tavshedspligten, udtalt med åbenlys munterhed og helt tydeligt ikke i forventning om, at han faktisk risikerede noget. Men det gjorde han, selv om både han selv og medløbere efterfølgende har slået på, at han jo blot bekræftede noget, der i forvejen havde været fremme i offentligheden.

En slatten bortforklaring som enhver kommunal socialudvalgsformand ville skamme sig over at gribe til, hvis hun fx var kommet til at bekræfte noget “i forvejen kendt” sladder om en kontanthjælpsfamilie. Det må virkelig undre, at et menneske der er med til at beslutte lovene her i landet, ikke er klar over hvad de indebærer, eller alternativt mener at de kun gælder andre.

Forløbet siden sigtelsen har dog med al tydelighed demonstreret, at Claus Hjort Frederiksen efterhånden har indset, at hans åbenmundethed ikke har en ærlig chance for at klare frisag ved en juridisk bedømmelse. Den mulighed han har tilbage, er en politisk bedømmelse.

Følgelig har han skiftevis slået på, at det handlede om hans ytringsfrihed, forsøgt at overdrive sigtelsen til at den skulle handle om “landsforræderi” og senest opstillet en konspirationsteori gående ud på, at han er betydningsfuld nok til at regering, efterretningstjeneste, anklagemyndighed og dommerstand har dannet et hemmeligt broderskab alene med det formål at få ram på ham.

Derfor hans appel til folketingskollegerne om at stalle processen ved at fremsætte uopfyldelige krav. Hvilket det er, hvis man kræver statshemmeligheder fremlagt i så stort et forum, at hemmeligholdelsen bliver illusorisk.

Man skal her huske, at Folketinget ikke ifølge grundloven skal foretage en politi- eller anklagefaglig vurdering af det juridiske grundlag for en sag, blot tage stilling til at tillade eller afslå, at der rejses tiltale. Grundlovens bestemmelse om immunitet skal forhindre politisk forfølgelse, ikke hæve folketingsmedlemmer over loven.

Hvis man som folketingsmedlem vil sige nej til at lade en kollega blive tiltalt, skal man altså i dette tilfælde enten købe Claus Hjort Frederiksens selvovervurderende konspirationsteori eller også bare ignorere alle principper for at redde ham. Forstemmende mange synes parat til at gøre netop det.

Mange synes åbenlyst, det er synd for Claus Hjort Frederiksen, hvis han efter et helt liv i politik ender med kun at blive husket for, hvordan det endte. Dog er det ham selv, der har sørget for det, uanset hvad den faktiske ende på sagen så bliver.

Måske er det egentlige problem den langvarige frakobling af forbindelsen til det virkelige liv. Det var også synd for Ninn-Hansen, at han efter et helt liv i politik endte med kun at blive husket for Tamilsagen. Heller ikke det var dog andre end hans egen skyld.