Af Preben Etwil
Christian S. Nissen: Lederskab - til borgernes bedste.
Gyldendal Public 2011.
248 sider
Vejl. pris: 250 kr.
Denne bog byder i forordet læseren på en såkaldt ledelsesrejse med ti mellemlandinger ud i den offentlige sektors mange kringelkroge. Turguiden er ikke en Hr. Hvem som helst, men Christian S. Nissen, der er en person med en dokumenteret betydelig offentlig ledelseserfaring.
Fra 1985 var han administrator ved Nationalmuseet og i perioden 1991 til 1994 var han administrerende direktør for Rigshospitalet, hvorefter han blev generaldirektør for DR. Et job, han besad frem til 2004, hvor han uden offentlig begrundelse blev afskediget af DR's bestyrelse i 2004. Siden da har han fungeret som selvstændig ledelsesrådgiver - herunder været adjungeret professor på CBS. Så der er absolut ikke tale om en letvægter inden for ledelse, der alene bygger sine anbefalinger og refleksioner på letkøbte bogstudier.
Omvendt sætter han heller ikke sit lys under en skæppe, når han refererer til egne fortjenester i selvgjort ledelsesland. Det er givetvis ikke tilfældigt, at Nissens egen ledelsesmodel, som han har praktiseret i de institutioner, som han har være chef for, er blevet kaldte en Ledestjerne. Jo, han har ordet i sin magt. Intelligent og vittigt. Og som rejsende er man faktisk godt tilfreds med forplejningen.
Indbegrebet af en djøf'er
Det hører til sjældenhederne, at der udkommer bøger om offentligt lederskab, der bygger på praktisk erfaring. Det skyldes typisk, at offentlige ledere er vant til at leve i skyggen af deres politisk valgte chefer. De lever efter devisen, at den der lever stille, lever godt. Derfor er det ikke mærkeligt, at indblik i praktisk offentlig lederskab alminde-ligvis først fremkommer ex post, dvs. når lederen er trådt tilbage fra sin stilling, og dermed også løsnet fra sin loyalitetsforpligtelse over for den lederopgave vedkommende er blevet betroet. Denne bog er ingen undtagelse. Den er skrevet af en person, der forlod sin sidste chefstilling for syv-otte år siden.
Til trods for at den offentlige sektor i de seneste år har gennemløbet en voldsom strukturel udvikling, kan man for mange ledelsesparametre ikke påstå, at denne bog er uaktuel. Det skyldes flere ting. Christian S. Nissen var på godt og ondt på mange måder foran sin tid, og igangsatte og gennemførte ledelsestiltag, som først fandt almindelig fodfæste langt senere i andre offentlige organisationer. Han var givetvis en af de mest kendte offentlige ledere i sin samtid, og på den måde løb han sig også nogle staver i livet.
Nogle kendte ham som en ren Brutallis ud i ledelse og besparelser - dvs. indbegrebet af en djøf'er, der ikke havde tilstrækkelig syn på faglighedens betydning for den offentlige serviceproduktion. I det ledelsesrum får man som bekendt både venner og fjender. Andre har mødt ham som en gudbenådet foredragsholder på et utal af ledelseskonferencer, hvor han både havde visionerne og talegaverne i orden. Denne bog viser begge sider af hans meget sammensatte ledelsesnatur. Lydhør, ordrig, brutal, innovativ, inspirerende, slagfærdig - og af og til en smule selvhævdende.
Illustrative hændelsesforløb
Ledelsesrejsebogen kommer så at sige hele spektret rundt. Rejsen starter med, at man overtager sit første ledelsesjob, over de daglige og trivielle arbejdsopgaver med den lange arbejdsdag, til politiske og administrative spilfægterier, strategiske overvejelser og vanskelighederne med at føre dem ud i livet, konflikten mellem faglighed og et stigende krav til dokumentation og meget, meget mere, for til sidst at ende ledelsesrejsen som en kommende seniorturist i sit eget liv. Det er faktisk rigtigt underholdende gjort. Det er jo ingen skade til, at faglig ledelsesindsigt sker på en fornøjelig måde.
Der kunne laves mange underholdende - og refleksive - nedslag i bogen, men her vil der kun blive fremdraget nogle styrker og svagheder ved bogen.
Lad os starte med styrkerne. Først og fremmest er det den præcise indsigt i den offentlige - primær statslige - sektors særlige funktionsmåde, der er overlegent beskrevet. Her videregives erfaringer, som man normalt ikke kan læse sig til. For det andet har bogen en styrke i, at den er i stand til at udfolde den mere teoretiske ledelseslære i konkrete og illustrative hændelsesforløb. Og sidst men ikke mindst er bogen faktisk en sproglig fornøjelse at læse.
Til bogens svagheder kan nævnes, at bogen har et tyndt empirisk belæg for de påståede positive ledelseseffekter. Bogens bærer derudover kraftig præg af - afslutningen måske undtaget - at systemverdentankegangen overdøver livsverdentankegangen. Hvis det ene system ikke virker, så påbegynd et nyt. Dermed vil det gamle også være undtaget en vurdering af, om det virkede.
På hjemmebane
Som bekendt er bogens styrke de meget indsigtsfulde - kaldet kulturantropologiske - ledelsesbeskrivelser inden og uden for den offentlige sektor. Ingen tvivl om at her er Nissen på hjemmebane. Og alene disse beskrivelser er hele bogen værd. Det er kursus for offentlige ledere i praksis om, hvordan man agerer i krydsfeltet mellem medarbejdere, politikere, andre institutioner, presse og ikke mindst lovlig sagsbehandling.
Bogens største svaghed er som nævnt det empiriske. Nissen skriver flere steder i bogen om de påståede positive effekter ved god ledelse. Det er jo så rigtigt, som det er skrevet, men problemet er imidlertid, at effektmåling på god ledelse er en yderst besværlig størrelse at dokumentere. Og Nissen gør sig heller ikke ret mange overvejelser desangående. Dermed falder han i den fælde, at ledelse får et halvreligiøst præg. Det virker, hvis man tror på det.
Bogens afslutning, hvor ledelsesrejsen er ved at ende, er det mest eftertænksomme. Nissen gør op med sig selv og sin omverden, hvad det er der gør, at man succesfuldt kan forlade sit lederjob med både optimisme og værdighed i behold. Det kan godt være, at man ikke fik planlagt sin lederkarriere, mens tid var, men det er en hammer god ide at planlægge sin sortie.
Med disse ord skal denne rejseguide ud i offentlig ledelse anbefales enhver, der påtænker at tage en lille tur ud i rejselandet i den nærmeste fremtid.
Preben Etwil, Socialpolitisk Forening
