Højesteret:
En forsørger hænger ikke på forsørgerpligten til evig tid

Landsretten underkendt i sag fra Københavns Kommune om inddrivelse af kontanthjælp fra familiesammenført.

KØBENHAVN: I en dom fra i dag har Højesteret slået fast, at en kvinde ikke hænger på at skulle tilbagebetale tre-fire års kontanthjælp for sin svigermor, selvom hun i 1999 havde påtaget sig den fulde forsørgerpligt over for sin svigermor, da denne fik tidsbegrænset opholdstilladelse via familiesammenføring.

Kravet om tilbagebetaling kom fra Københavns Kommune, der havde fået medhold i både Københavns Byret og Østre Landsret i godt at kunne stille et krav om tilbagebetaling om socialhjælp, der var udbetalt til svigermor, til svigerdatteren, da hun jo var forsørger. Men Højesteret ser altså anderledes på det.

Ifølge Højesteret falder en garantierklæring om forsørgelse i forbindelse med familiesammenføring væk, når den tidsbegrænsede opholdstilladelse afløses af en tidsubegrænset. Og det var i den her sag sket i 2004.

Svigermoderen fik kontanthjælp fra 2013 til 2016.

Højesteret ser sådan på det, at en tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding – i modsæt­ning til en tidsbegrænset – indebærer, at tilladelsen ikke kan inddrages med den begrundelse, at garanten ik­ke længere kan forsør­ge udlændingen.

Hvis en garantierklæring ikke desto mindre skulle fortsætte med at gæl­de i denne situation, vil det kunne indebære en omfattende og langvarig forsørgelsespligt for garanten, også hvis den familiemæssige forbindelse ikke længere var der.

En sådan retstilstand må efter Højeste­rets opfattelse forudsætte klar hjemmel i udlændingeloven.

KL var biintervenient til støtte for Københavns Kommune.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt