FREDERIKSBERG: Firmaet Better Place kan ikke opsætte ladestandere på Frederiksberg. Kommunen vil ikke acceptere standerens blå farve, firmaet vil ikke selv ændre farven og Frederiksberg må ikke male dem, da det vil være statsstøtte.
Situationen er fastlåst og nu vrider politikerne sig for at finde en løsning på situationen, skriver Ingeniøren.
Et forslag lyder, at Better Place får dispensation fra at indfarve ladestanderne i kommunens specielle grønne farve.
- Det giver ingen mening at insistere på, at det skal være Frederiksberggrøn. Kommunen insisterer da heller ikke på, at postkasserne skal være grønne, siger SF's Anne-Mette Wehmüller, der til daglig er trafik- og klimamedarbejder hos Det Økologiske Råd.
Advokat Jan E. Jørgensen (V), formand for Frederiksberg Kommunes by- og miljøudvalg, er ivrig efter et kompromis, men han fastholder kravet om den særlige mørkegrønne farve.
- Vi vil rigtig godt have ladestandere. Det er absurd, hvis vores image er, at vi ikke støtter elbiler. Vi må håbe, at vi kan finde et kompromis, siger udvalgsformanden.
Kunne kommunen sende en medarbejder ud med bøtte og pensel og malede standerne? Svaret er nej. Den såkaldte kommunalfuldmagt står i vejen.
- Det ville jeg gerne, men det må vi ikke. Det ville være en støtte til en privat virksomhed. Frederiksberg stiller gaderum gratis til rådighed for Better Place, men vi må ikke støtte dem økonomisk på den måde ved at hjælpe dem med at fabrikere deres ladestandere, siger Jan E. Jørgensen.
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.