
Borgmester i Syddjurs fra 2014-2017 Claus Wistoft (V) er nu udpeget igen som sit partis spids, oplyser Adresseavisen. Det bliver dermed fjerde gang, han står øverst.
50 ud af 212 V-medlemmer deltog i et virtuelt opstillingsmøde og blev enige om en liste med 14 kandidater. Nuværende byrådsmedlem Torben Therkelsen genopstiller ikke, mens de øvrige syv i det nuværende byråd har mod på mere. Fortsætte vil også veteranen Gunnar Sørensen, der er formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse, og sammen med SF's Kirstine Bille har højeste lokale anciennitet med 20 år.
Ved KV17 blev Wistoft med 3.377 topscorer, når det gælder personlige stemmer, foran Kirstine Bille med 2.494 og nuværende borgmester Ole Bollesen (S) med 1.066, ny S-spids Michael Stegger Jensen med 679 og Tommy Bøgehøj (K) med 560. Ny K-spids er denne gang Lars Carstensen.
I Odense er en tidligere "kronprins" i Venstre dukket op igen, skriver Fyens Stiftstidende. Helt tilbage ved KV93 var Johnny Killerup tæt på at blive V-spids, "inden en hård og intern strid i partiet fik ham til at gå", som avisen skriver. Nu kommer han på stemmesedlen igen.
- Jeg kan ikke lade være. Har man været en politisk cirkushest, kan man altid dufte savsmuldet, og nu er børnene voksne og flyttet hjemmefra, der er styr på det arbejdsmæssige, og derfor har jeg tid og ressourcemæssigt rum til igen at stille op. Jeg prøvede at finde argumenter for ikke at gøre det, men det lykkedes ikke, konstaterer Johnny Killerup.
I Faaborg-Midtfyn er der farvel til en Venstre-veteran, skriver Fyens Stiftstidende. Herdis Hanghøi, 67, stopper efter 24 år i kommunalpolitik. I stedet vil hun gøre comeback i regionsrådet.
I forvejen er hun godt involveret i sundhedsområdet. Ud over den formandspost, hun har i kommunens politiske Sundheds- og Omsorgsudvalg, er hun næstformand i regionens Sundhedskoordinationsudvalg, i bestyrelsen for Patientpårørenderådet ved OUH og i bestyrelsen for Det Pallitative Frivillige Netværk og Forskningsrådet ved OUH.
Også i Tønder er der en politisk veteran, der stopper. Preben Linnet har ifølge JydskeVestkysten valgt at sige stop efter hele 24 år i byrådsarbejdet. Han blev første gang valgt ind ved KV97 i daværende Højer Kommune. 29 personlige stemmer var nok til at komme ind. Stemmetallet er gennem årene blevet tidoblet.
Som slut-salut til sin lokale avis siger han:
- Man skal aldrig sige aldrig. Men som udgangspunkt er det et definitivt farvel. Det har været en dejlig og oplevelsesrig tid, som jeg ikke ville være foruden, men jeg må også sige, at tonen i politik har udviklet sig i en kedelig retning, og det tænker jeg i høj grad skyldes diverse primært sociale medier. Jeg er ikke selv på Facebook af samme grund, og gjorde for et par år siden den fejl, at jeg begyndte at læse kommentarer på JydskeVestkysten, og må klart sige at der meget tit er en hård tone, som man nok ikke ville bruge, hvis man stod ansigt til ansigt, siger Preben Linnet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.