Efter stor stigning 1. maj: 2.400 træder ud af ledighedskøen
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Efter stor stigning 1. maj: 2.400 træder ud af ledighedskøen

Ledighedskøen svandt lørdag med 2.422 personer, men de første to dage af maj har samlet givet højere ledighed.
3. MAJ 2020 10.48

Antallet af ledige steg markant på arbejdernes kampdag, 1. maj, men lørdag blev køen af arbejdsløse en del kortere. Antallet af ledige faldt således med 2.422 personer. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet, der under coronakrisen dagligt gør status på arbejdsmarkedet.

1. maj steg ledigheden med 4.303 personer, og dermed har de to første dage af maj samlet budt på en stigning i ledigheden.

Der var op til månedsskiftet en forventning blandt økonomer om en stigning i ledigheden, da nogle af dem, der er blevet fyret i marts, har haft et opsigelsesvarsel på en måned. Derfor er de først meldt ledige i maj.

Lørdag var i alt 180.553 meldt ledige i Danmark. Tallet er steget med knap 49.000 personer under coronakrisen - fra 9. marts og frem.

De fleste brancher er ramt af højere ledighed, men krisen har været særlig hård ved ansatte på hoteller, restauranter og caféer.

- På bare to måneder er vi gået fra rekordbeskæftigelse til massefyringer på grund af nedlukningen i store dele af verden med store konsekvenser til følge for dem, der desværre har mistet jobbet, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til tallene.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt