dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Dragespringvand får central placering på Rådhuspladsen

Københavns teknik- og miljøudvalg har besluttet, hvordan Rådhuspladsen skal se ud, når metrobyggeriet er overstået

KØBENHAVN: Det over 100 år gamle Dragespringvand får en central placering på Rådhuspadsen i København, når metrobyggeriet afsluttes i 2019.

Springvandet, som blev opført på pladsen i 1904 og i 1923 blev tilført den centrale tyr i kamp med dragen, blev i 1954 flyttet til sin nuværende placering i yderkanten af pladsen tæt på H.C. Andersens Boulevard. I 2019 vil den komme til ny ære og værdighed, når den flyttes ind midt på pladsen i forlængelse af Strøget, har teknik- og miljøudvalget besluttet. Samtidig bliver springvandets ydre kumme med en diameter på 14 meter, som blev fjernet i 1954, igen en del af springvandet. 

Flytningen vil koste 12 mio. kr., fordi der samtidig skal etableres et nyt, underjordisk teknikrum, og den ydre kumme skal findes frem fra gemmerne og retableres.

Når metroen er færdig, vil Rådhuspladsen komme til at fremstå som tre rum, der afgrænses af en ændret H.C. Andersen Boulevard og Vester Voldgade.

  • Omkring Rådhusets hovedindgangsparti bevares det klinkebelagte rum, der afgrænser bygningen fra den resterende del af pladsen, som det er i dag.
  • Foran Rådhuset genetableres den skålformede belægningsflade af granit- og betonfliser, der er afgrænset mod det øvrige terræn ved tre trappetrin i forbindelse med metroprojektet.
  • Længst væk fra Rådhuset etableres en metro-forplads med cykelstativer, elevatortårne, trapper, ventilationsskakte, ovenlysvinduer og andet byudstyr. På forpladsen anlægges en dobbeltrettet cykelsti i en lund af træer.

Københavns Kommune har en strategi om at gøre byen grønnere, og derfor har udvalget besluttet at plante yderligere tre trærækker. En på den kommende midterhelle på H.C. Andersens Boulevard, en i hjørnet mellem boulevarden og rådhuset sammen med de eksisterende hestekastanier, og endelig en ved busstoppestedet ved H.C. Andersens Boulevard, som vil markere afgrænsningen mellem fodgængere og cykelsti. De vil blive plantet frem mod 2021, når der alligevel skal omlægges ledninger. 

Dragespringvandet placeres midt på pladsen (den hvide cirkel). De blå felter er cykelstier, blandt andet kommer der en dobbeltrettet cykelsti på tværs fra Jernbanegade til Vestergade. De brune cirkler er træer i forbindelse med metroen, og de mørkegrønne cirkler er planlagte nye træer. 

Sådan så springvandet ud, mens det stadig havde den ydre kumme, som fra 2019 igen bliver en del af springvandet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/dragespringvand-far-central-placering-pa-radhuspladsen

GDPR