Fredag kom den sidste del af TV2-dokumentaren "Nødråb fra børnehjemmet", der skildrer anbragte børn og unges oplevelser med magtanvendelser på døgninstitutioner. Med mobiloptagelser, tidligere medarbejderes beretninger og aktindsigt i rapporter og indberetninger skildres en barsk behandling af børnene og omgåelse af reglerne.
De medvirkende fortæller, hvordan vold og trusler under anbringelserne har haft negative konsekvenser og forværret deres situation. Tidligere ansatte på institutionerne bekræfter børnenes udlægninger af en hverdag med trusler og vold. De fortæller, hvordan de som ansatte blevet instrueret i at lave mildere indberetninger eller omgå reglerne og slet ikke lave dem.
Alt materialet er blevet forelagt for Socialstyrelsens tidligere direktør Knud Aarup og Caroline Adolphsen, der er lektor i jura ved Aarhus Universitet og har forsket i anbringelser af børn. De retter begge kritik af de pågældende institutioners manglende indberetninger af magtanvendelser, uberettigede magtanvendelser og mangel på specialuddannet personale.
- Vi skal som offentlighed kunne vide, at de, der behandler de her ofte meget svært skadede børn, har forstand på det. At de har den ypperste uddannelse. Vi sætter jo heller ikke en mekaniker til at ordne en brækket arm, siger Knud Aarup til TV2.
Brug for kulegravning
Formanden for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud, Charlotte Møller Pedersen, synes ikke, at dokumentaren giver et retvisende billede og problematiserer brugen af børn og unge, der ikke nødvendigvis kan overskue konsekvenserne. Hun vil ikke afvise, at nogle tilfælde kan være overgreb, men pointerer at institutionerne er der for at gøre noget godt for børnene.
- Et indgreb skal altid foregå så nænsomt, afstemt og omsorgsfuldt som muligt. Og altid efter proportionalitetsprincippet; indgrebet skal passe til karakteren af barnets adfærd, siger Charlotte Møller Pedersen.
Til TV2 siger socialminister Astrid Krag (S), at hun ikke har kendt til, at det ikke er alle magtanvendelser, der er blevet indberettet. Ministeren forventer, at Socialtilsynet følger op på de steder, hvor der har vist sig problemer og understreger, at det er vigtigt, at magtanvendelser altid indberettes.
- Det er ikke i orden. Hvis man ved, at der er foretaget en magtanvendelse, skal man jo ikke bøje reglerne for ikke at indberette den. Det er bekymrende, og jeg har svært ved at se, hvordan det kan have noget at gøre med en god pædagogisk praksis at gøre, siger Astrid Krag oven på dokumentaren.
Folketingets partier er i gang med forhandlingerne om regeringens udspil Børnene Først, hvor der lægges op til flere tvangsanbringelser. Men ifølge Venstre er fokusset for spinkelt, og partiet vil have en kulegravning af området for at sikre, at nye anbringelser ikke forværrer barnets situation.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.