dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Uffe Ellemann-Jensen sov ind natten til søndag efter længere tids sygdom.
Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix

Dødsfald: Uffe Ellemann-Jensen

Den tidligere udenrigsminister og Venstre-formand er død, 80 år gammel.
19. JUN 2022 9.33

Tidligere udenrigsminister og Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen er død, oplyser Venstre. Han blev 80 år.

Den tidligere toppolitiker sov ind lørdag aften efter længere tids sygdom. Uffe Ellemann-Jensen efterlader sig sin hustru, Alice, og sine fire børn, Claus, Helene, Karen og Jakob samt ti børnebørn.

Sidste år fortalte Uffe Ellemann-Jensen til Kristeligt Dagblad, at en gammel kræftsygdom igen var begyndt at vise sig.

Mandag blev han indlagt på Rigshospitalet, og hans søn og nuværende Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen forlod torsdag Folkemødet på Bornholm for at være sammen med sin far.

Udenrigsminister i ti år

Uffe Ellemann-Jensen blev aldrig statsminister, men var alligevel en af de største profiler i dansk politik nogensinde. Både for det han opnåede politisk, for sine rappe replikker og sin humor.

Uffe Ellemann-Jensen personificerede i mere end ti år Danmarks udenrigspolitik. Han var udenrigsminister i en forandringens tid, fra 1982 til 1993, hvor jerntæppet i Europa faldt, og nye nationer skød frem.

Han  kom i Folketinget i 1977, da Venstre fik et katastrofevalg og blev halveret fra 42 til 21 mandater i Folketinget. Men blandt de valgte var Uffe Ellemann-Jensen, der hurtigt skulle gøre stor karriere i partiet. Året efter valget blev han politisk ordfører, og i 1984  formand for Venstre.

Allerede i 1982 var Uffe Ellemann-Jensen blevet udpeget som udenrigsminister i Firkløverregeringen under ledelse af daværende statsminister Poul Schlüter (K), hvis parti dengang var storebror i blå blok. Det skulle der siden blive lavet om på i Uffe Ellemann-Jensens periode som Venstre-formand.

80 "hædersnæser"

Hans tid som udenrigsminister blev også kendetegnet af de mange såkaldte politiske næser, det vil sige kritik, han blev udstyret med af et flertal i Folketinget. Hverken næser eller den dertilhørende kritik gjorde dog indtryk på Uffe Ellemann-Jensen. TV 2 kunne i 2010 fortælle, at Uffe Ellemann-Jensen var blevet udstyret med ikke færre end 80 næser i sin tid som minister.

Det skete ikke mindst i sikkerhedspolitikken i 1980'erne, hvor et politisk flertal var uenig i den linje, som regeringen med den glødende Nato-tilhænger Uffe Ellemann-Jensen førte. Flertallet pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejdet, hvilket han ikke brød sig om. Selv kaldte Uffe Ellemann-Jensen næserne for "hædersnæser".

Uffe Ellemann-Jensen, der også var premierløjtnant af reserven, var i 1995 klar til at forlade dansk politik, da Nato skulle finde en ny generalsekretær. Men Frankrig sagde nej, og så gik posten til spanske Javier Solana.

I 1998 var Uffe Ellemann-Jensen tæt på at blive statsminister ved folketingsvalget, men socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen beholdt i sidste ende posten med snæver margin.

Uffe Ellemann-Jensen takkede af som formand for Venstre kort efter valget og forlod Folketinget efter valget i 2001. Han havde på det tidspunkt siddet i Folketinget i knap 25 år. Han helligede sig derefter bestyrelsesarbejde og skrev adskillige bøger.

Uffe Ellemann-Jensen efterlader sig sin hustru Alice Vestergaard og sine fire børn, Claus, Helene, Karen og Jakob samt ti børnebørn. Blandt børnene er Karen Ellemann og Jakob Ellemann-Jensen begge gået i fars fodspor som medlemmer af Folketinget for Venstre. Sidstnævnte tillige som Venstres nuværende formand og statsministerkandidat forud for det næste folketingsvalg.

Ritzau 

Rettelse 29.6.: "Natten til søndag" er rettet til "lørdag aften".

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/doedsfald-uffe-ellemann-jensen

GDPR