Distortion må vige pladsen for afstemning

KORT NYT17. MAJ 2022 15.25

KØBENHAVN: Den store, københavnske gadefest Distortion skulle i år være indledt med stor fest på bl.a. Rådhuspladsen, men på grund af afstemningen om forsvarsforbeholdet bliver det ikke til noget. 

Med 12.708 stemmeberettigede vælgere er Københavns Rådhus byens tredjestørste afstemningssted, og derfor har valgbestyrelsen med input fra Indenrigsministeriet vurderet, at det er nødvendigt at flytte festen herfra. 

- Valgloven pålægger kommunen at sikre, at folkeafstemningen afholdes i god ro og orden, så alle trygt kan afgive deres stemme. Det er vores vurdering, at arrangementet på Rådhuspladsen simpelthen ikke var foreneligt med folkeafstemningen, og det blev bakket op af ministeriet, siger Lars Laustrup, direktør ved Kultur- og Fritidsforvaltningen. I stedet arbejdes nu på at finde et andet sted til den del af festen, som skulle have været på Rådhuspladsen.

ak