Der mangler fortsat værdighed i jobcentrene

Næsten en tredjedel af landets jobcentre har ikke indarbejdet afsnit om værdig sagsbehandling i deres beskæftigelsesplaner, selvom det allerede i 2020 af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) blev formuleret som et mål.

Det skriver Videnskab.dks Forskerzonen, hvor forskere fra Roskilde Universitet har offentliggjorde dele af deres resultater af en undersøgelse af jobcentrene i landets kommuner.

Blandt de 67 kommuner, der har skrevet værdighedsmål ind i jobcentrenes planer, er der vidt forskellige bud på, hvad en værdig sagsbehandling egentlig vil sige, og forskerne, ph.d., lektor Magnus Paulsen Hansen, ph.d. lektor Sabina Pultz og socialrådgiver Maggie Müller, peger og på tre dominerende forståelser. 

Værdighed forstået som god kommunikation med borgerne findes i næsten alle de 67 beskæftigelsesplaner. Værdighed forstået som graden af individuel indsats, der tager udgangsbehov i borgerens behov, findes i 43 planer, og endelig så går værdighed forstået som et spørgsmål om at få borgeren til at tage ansvar for at komme i beskæftigelse igen i 47 af planerne.

Kommuner forsøger

Når det gælder forståelsen af værdighed som kommunikation, agter 14 kommuner at øge medarbejdernes kompetencer på det område. Otte kommune, der ser værdighed koblet til den individuelle indsats, vil gøre denne mere sammenhængende og indragende fx via mere fleksible samtaler.

Nogle kommuner planlægger større forandringer. Fem kommuner vil indarbejde værdighed i deres kvalitetsstandarder, ni kommuner vil med kvalitative undersøgelser komme problemets karakter og omfang nærmere, og otte kommuner vil inddrage interessenter.

"Er man bruger i ét af landets jobcentre, ser det altså ud til, at man kan blive mødt af ganske forskellige tilgange til, hvad værdig sagsbehandling er, og ikke mindst hvor vigtig den er," skriver forskerne. 

Krav ikke fordrende for værdigheden

Rammerne for de krav om beskæftigelse, som jobcentrene stiller, er ikke altid fordrende for en værdig sagsbehandling, konkluderer forskerne bl.a. ud fra en rundspørge til 700 socialrådgivere på beskæftigelsesområdet. Her er 80 pct. enige i, at "lovgivningen står i vejen for værdig sagsbehandling", og 70 pct. i, at der "mangler tid til at yde en værdig sagsbehandling." 

Beskæftigelsesplanerne viser, skriver forskerne, en anden del af virkeligheden, "hvor kommunerne, ansporet af ministeriets indikatorer og resultatmål, konkurrerer med hinanden om at få færrest aktivitetsparate, nedbringe antallet af sygedage med X pct. og så videre. Vi betvivler ikke værdien af beskæftigelse, men for nogle er vejen dertil lang og knudret, og for andre, eksempelvis kronisk syge eller handicappede, er det bare ikke det værd."

Kommunernes økonomiske incitament til at tænke kortsigtet på beskæftigelse og aktivering er måske på vej til at ændre sig med en kommende forenkling af beskæftigelsesindsatsen og hovedloven, skriver forskerne. De henviser også til, at både KL og statsministeren har varslet, at også beskæftigelsesområdet bør "sættes fri" i kommunerne.

Og endelig peger forskerne på den problematik, at kommunerne ikke mærker konsekvenserne af, at syge borgere gøres mere syge, fordi de fleste sundhedsudgifter ligger hos regionerne.