Den socialpolitiske debat er væk

Den socialpolitiske debat er væk, lyder det i en bredside fra den tidligere socialminister.

- SFI er vigtigere end nogensinde, fordi der er brug for viden om, ikke mindst hvordan de udsatte grupper har det. Sådan lyder det kort og kontant fra Palle Simonsen, bestyrelsesformand for SFI igennem de sidste 10 år.

Dermed har han også sat præmissen for interviewet, der skal handle om hans syn på SFI´s rolle nu – efter i 50 år at have lavet analyser og udredninger om social- og beskæftigelsespolitiske tiltag og undersøgelser til reformer på velfærdsområdet. For Palle Simonsen er det – stadig – en vigtig opgave at skaffe viden om de udsattes grupper. Det er derfor, SFI er til – og derfor at det er problematisk, når den viden, SFI leverer, ikke bliver brugt tilstrækkeligt af det politiske system.

-Politikernes dispositioner bliver ofte præget af øjebliksbilleder, af en sag et eller andet sted. Så bliver alle dybt forargede og mener, at nu må der gøres noget, hvorefter der ikke sker særlig meget. Når det kommer til stykket, mener jeg ikke, at politikerne bruger den viden, SFI producerer, siger Palle Simonsen.

Han mener, at det især hænger sammen med den måde, politikere prioriterer opgaverne på. Det er en klar tendens til, at middelklassen – med de mange vælgere - bliver tilgodeset og peger på et konkret eksempel: Sidste år prioriterede et politisk flertal at forhøje børnetilskuddet, og taksten for pasning i daginstitutioner blev nedsat. Begge tiltag som alle børnefamilier fik glæde af.

- Men når det handler om en lavere takst for pasning, må man sige, at vi i dag har nogle udmærkedes fripladsregler, som tilgodeser mennesker med lav indkomst. Og så er det, man må spørge: Hvorfor skal der bruges penge på de to områder på et tidspunkt, hvor der helt åbenbart er meget store problemer med de anbragte børn?”

En skamplet for vores samfund
Det er et emne, der optager bestyrelsesformanden: De anbragte børn.

- Det er en skamplet på vores samfund, at de 14.000 børn i Danmark, der er anbragte hos plejefamilier eller på døgninstitutioner i mange tilfælde ikke får den støtte, de har brug for. Det er dybt alvorligt. Mange af dem kan potentielt ende i en kriminel løbebane, men i stedet for at forbygge dette, så bruger man mere tid til at finde ud af, hvordan man skal straffe dem, der begår kriminalitet i dag. Man burde i stedet tage fat på disse børns problemer, mens de er små – og undgå den kriminelle levevej, lyder bredsiden fra den tidligere politiker til de nuværende.

De anbragte børn er et eksempel på, at SFI's viden ikke bliver brugt tilstrækkeligt. Utallige er de rapporter og analyser, der har dokumenteret, hvor ringe børnene har det. Alligevel er det ikke lykkes for politikerne at ændre nævneværdigt på forholdene.

- Loven som den er i dag er udmærket – og den bliver justeret hele tiden. Men det er ikke blevet bedre for børnene. Det kræver en stor og koncentreret indsats, ikke mindst i kommunerne. Og det kræver ressourcer. Men det bliver ikke prioriteret, man vil hellere forhøje børnetilskuddet, for det er populært hos vælgerne.

Debatten er væk
Palle Simonsen har selv et bud på, hvorfor det ikke giver politisk gevinst at fokusere mere på de udsatte grupper som f.eks. de anbragte børn.

- Problemet er, at vi ikke har en egentlig socialpolitisk debat længere i Danmark. Den er væk - og det gælder i hele vores samfund. Politikerne er ikke rigtig interesserede i at føre den debat, og medierne gør heller ikke noget for at løfte den. Tidligere havde ethvert større dagblad mindst en socialpolitisk medarbejder. Det hører fortiden til.

Han har ikke selv et enkelt svar på, hvorfor det er gået sådan. Men kommer med et par bud. F.eks. har de mange rapporter om den makro-økonomiske udvikling fra adskillige kommissioner ændret debatten.

- Socialkommissionen, Velfærdskommissionen og nu Arbejdsmarkedskommissionen har alle lavet et utroligt vigtigt arbejde. Men de medfører, at der bliver fokuseret mere på tal-udviklingen i samfundet. F.eks hvor mange, der går på efterløn og hvilke aldersgrupper. Det socialpolitiske aspekt bliver tabt, der er ingen socialpolitiske vurderinger – kun økonomisk politik.”

Middelklassens fede bug
En anden forklaring på den manglende debat er faktisk hele den måde, vores samfund er blevet indrettet på, mener Palle Simonsen.

- Den sociale indignation er væk – og den er desværre nok forsvundet i middelklassens fede bug i takt med velfærdssamfundets udvikling. Det enkle princip, at man betaler en høj skat, har ført til en indstilling om, at den høje skat må klare de problemer, der er i samfundet. 'Vi har betalt, så det må andre tage sig af…'

Så din konklusion er, at får man et rigt og godt velfærdssamfund, så vokser ligegyldigheden?

- Ja, og egoismen. Vi er jo et samfund, hvor individualismen spiller en stadig større rolle. Individualismen er også god og rigtig – så længe den ikke udvikler sig til egoisme.

Måske skyldes det uvidenhed om, hvordan de udsatte grupper har det, siger Palle Simonsen eftertænksomt. I kraft af sit engagement i Børnehjælpsdagen, der som selvejende institution støtter anbragte børn og unge, mødes han jævnligt med private firmaer for at rejse midler til foreningen. Det slår ham gang på gang, hvor overrasket folk bliver over at høre, hvordan disse børn har det.

SFI's rolle som uafhængigt forskningscenter
Og så er vi tilbage ved SFI, og den rolle Det Nationale Forskningscenter for Velfærd skal spille i dag. For det er ifølge bestyrelsesformanden fortsat en af SFI's opgaver at sikre, at der er den tilstrækkelige viden om de udsatte grupper i samfundet.

- Vores rapporter skal have en høj kvalitet og gerne en kant, men ikke politisere. Det synes jeg, centret er blevet fremragende til i gennem årene. Og det er dét, der skaber respekten om SFI's arbejde. Men det er ikke SFI, der skal debattere. Rapporterne skal bidrage til, at politikere og borgere kan føre en socialpolitisk debat, understreger Palle Simonsen.

Men dér ligger også fremtidens store udfordringer for SFI. Skal det faglige niveau sikres og opgaven med at følge de udsatte grupper løses, så kræver det, at det økonomiske fundament bliver bedre i form at en højere basisbevilling.

- Det er et dybt alvorligt problem. For hvis ikke det lykkes at forøge basisbevillingen, men midlerne i stadig voksende grad skal skaffes udefra, så er det brugerne, der kommer til at bestemme, hvad der skal forskes i. Dem, der bestiller en opgave på kontrakt – altså ministerierne, styrelserne og andre myndigheder. Det betyder, at der er en risiko for, at visse områder bliver forsømt, og at det går ud over den forskningsmæssige kvalitet, siger han.

Palle Simonsen understreger, at han synes, det er helt i orden, at omkring 2/3 af finansieringen skal komme via opgaver udefra. Men smertegrænsen er ved at være nået:

- En del af vores egne midler er nu i udbud. Til glæde for hvem? Det er hér, slaget skal stå i fremtiden. Vi skal have en ordentlig basisbevilling. Når basisbevillingen langsomt reduceres hvert år, som den jo gør, så vil der på et tidspunkt ikke være midler nok til at opbygge et tilstrækkeligt forskningsapparat til at levere forskningsbaserede evalueringer og udredninger. Det vil være et seriøst problem, og jeg er meget foruroliget over den tendens, slutter Palle Simonsen.