dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Coronakaos i daginstitutioner: Vil indsætte akademikere til børnepasning

Københavns Kommune tager alternative skridt til at sikre, at der er nok voksne i daginstitutionerne.

KØBENHAVN: Den udbredte coronasmitte har sendt et højt antal af Københavns Kommunes pædagoger og pædagogmedhjælpere hjem i isolation. Og det betyder, at kommunen nu i samarbejde med faglige organisationer gør klar til at indsætte administrativt personale og akademikere til børnepasning i daginstitutionerne for at sikre, at der er nok voksne til stede, skriver TV 2 Lorry.

- Vores personale er ved at knække sammen. Hvis ikke de får hjælp, og vi samtidig skal holde åbent, så er vi nødt til at afprøve alt, siger Britt Petersen, der er formand for LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger, til tv-stationen.

Den seneste opgørelse over andelen af smittede medarbejdere i kommunale dagtilbud viser, at i 9 pct. af kommunens dagtilbud er 15 til 30 pct. af medarbejderne smittede. I 7 pct. er mere end 30 pct. af personalet hjemsendt.

Borgmester: "megafrustrerende"

Alligevel mener den ansvarlige borgmester, at kommunen stadig leverer den ydelse, som forældrene betaler for.

- Som kommune sørger vi for, at tilbuddene er åbne, og at det er trygt at sende børnene af sted. Men det er megafrustrerende, at der corona, siger Jakob Næsager (K), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Vil du være tryg ved at aflevere dine børn i en daginstitution på en stue, hvor der er ikke er én eneste af pædagogerne, som dine børn kender?

- Jeg ville da helst være fri for coronaen. Og det er et topmål for mig som børneborgmester, at der altid er kendte voksne. Derfor arbejder vi på, at der altid skal være kendte voksne i institutionerne. Hvis der er mange syge, henter vi kvalificeret personale fra andre institutioner, så der kan leveres en tryg hverdag for børnene, siger fagborgmesteren.

Afprøver forskellige løsninger

Københavns Kommune er langt fra den eneste, der har store problemer med at få vagtplanerne til at gå op.

I Egedal forsøger kommunen at løse problemet ved at rekruttere pensionister og seniorer til daginstitutionerne, mens Frederikssund Kommune har iværksat et tiltag, hvor man kan sende en sms direkte til borgmesteren, hvis man som ledig ønsker at indgå i et vikarteam på daginstitutionsområdet.

I Hillerød Kommune har man endda fået tilladelse fra Børne- og Undervisningsministeriet til at begrænse åbningstiderne i dagtilbud i særlige tilfælde som følge af corona blandt personalet.

sfe

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/coronakaos-i-daginstitutioner-vil-indsaette-akademikere-til-boernepasning

GDPR