FURESØ: Er daginstitutionen Humlehaven i Furesø Kommune drevet som et almindelig dagtilbud eller som en specialinstitution?
Det skal Ankestyrelsen tage stilling til, efter at Ministeriet for Børn og Undervisning har bedt Ankestyrelsen om at undersøge sagen. Det viser en række aktindsigter foretaget af pædagogernes fagblad Børn&Unge.
Flere ting tyder på, at Furesø driver dagsinstitutionen som en specialinstitution, fremgår det i artiklen fra Børn&Unge. Blandt andet er der et krav om visitation for at få en plads, og kommunen omtaler selv Humlehaven som 'kommunens tilbud' til børn med blandt andet ’gennemgribende udviklingsforstyrrelser’.
Bekymringen går derfor på, at ved at Furesø medregner Humlehaven, hvor normeringen er højere end i andre institutioner, som et almindelig dagtilbud, kan man trække normeringstallet op for kommunen.
- Hvis Ankestyrelsen godkender Furesøs model, giver det grønt lys til, at alle landets kommuner kan drive specialinstitutioner under dagtilbudsloven. Og når man gør det, tæller normeringen i den institution med i kommunens gennemsnit. Det vil sige, at kommunens normeringer vil se bedre ud, end de er i langt de fleste institutioner, og det synes vi selvfølgelig ikke kan være meningen, siger forretningsudvalgsmedlem i Bupl Johnny Gaardsdal til DK Nyt.
- Sagen er en principiel afgørelse, fordi den enten åbner op for et smuthul til at få kommunens normeringer til at se kunstigt gode ud eller endegyldigt lukker den mulighed, at man kan køre specialtilbud som Humlehaven under dagtilbudsloven.
Furesø afviser
Hos Furesø afviser man, at man skulle have spekuleret i kunstigt at hæve normeringen ved at drive Humlehaven som et dagtilbud:
- Humlehaven har siden 2016 været drevet ud fra dagtilbudsloven med den klare ambition at sikre et fagligt og bæredygtigt miljø. Målet var også at udvide viften af tilbud til børnene, så vi i endnu højere grad kunne imødekomme børnene forskellige behov også i fremtiden, siger velfærdsdirektør i Furesø Kommune Katrine Birk til DK Nyt.
- Det handler ikke om økonomi eller normering. Vi er først og fremmest optaget af at drive Humlehaven, så det er et godt tilbud til vores børn. Derfor kan jeg også sige, at vi vil have et godt tilbud til børnene i Humlehaven, uanset hvilken lov det hører under.
Kommunen oplyser, at basisgrupperne i Ryet Børnehus og Humlehaven i 2016 blev samlet i Humlehaven og drevet under dagtilbudsloven. Ønsket var at lave et større tilbud med en økonomisk og personalemæssig robusthed, der skulle understøtte stabile rammer om et pædagogisk tilbud af høj kvalitet, og at normeringen ikke ændrede sig i den forbindelse.
Furesø oplyser yderligere, at kommunen selv henvendte sig til Undervisningsministeriet med spørgsmål vedrørende lovgrundlaget for Humlehaven.
Bupl: Et politisk spørgsmål
I januar 2025 sender ministeriet et brev til Ankestyrelsen om lovgrundlaget, mens Ankestyrelsen i april oplyser kommunen om en muligt tilsynssag.
- Vi og Ankestyrelsen er i gang med at kigge på juraen, siger Katrine Birk.
Bupl afventer med spænding Ankestyrelsens afgørelse:
- For os handler det ikke om det juridiske, men om det politiske: At det ikke giver mening, at det ekstra personaleforbrug til børn med vidtgående handicaps og behov for støtte skal tælles med i opgørelsen af minimumsnormeringer. Det burde ligge udover.
- Det er klart, at vi ønsker at lukke dette hul endegyldigt, så vi får den mest retvisende opgørelse af normeringerne i vores daginstitutioner, og så de børn, der går i de almene institutioner, ikke risikerer at blive snydt for de normeringer, de har krav på.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.