dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) kan præsentere et budgetforlig, hvor Socialdemokratiet i første omgang står udenfor. Både Jens Dahlgaard (S), Jette Jepsen (R) og Poul Roesen (K) fra det såkaldte ABC-hold ønsker, at der først indgås endelig aftale, når borgerne er blevet hørt.

Budgetforlig på Mors uden besparelser

Til gengæld endte budgetseminar i konfrontation mellem borgmester og borgmesterkandidat om proceduren.
8. SEP 2025 14.16

MORSØ: Budgetforliget på Mors er på plads, og i år bliver det uden besparelser. 

De manglende besparelser fremhæver politikerne selv som den væsentligste nyhed i forliget.

Kommunen er en af de 22, som har fået del i årets særtilskudspulje, helt præcis 40 mio. kr. Heraf stammer halvdelen fra kommunens udviklingspartnerskab med Indenrigsministeriet, som blev indgået for årene 2023-2026. 2026 er altså sidste år, kommunen får de 20 mio. kr.

Budgettet har et samlet omfang på ca. 1,8 mia. kr., heraf ca. 30 mio. kr. til nye anlæg såsom veje, byfornyelser, vådområder og cykelstier. Derimod budgetteres der med noget mindre anlægsbudgetter de efterfølgende år.

Derudover er der en række tiltag indenfor driften af serviceområderne, f.eks. ekstra spirer på ældreområdet, indsats med borgerdrevne landsbybusser, øget involvering som arbejdsplads for unge via Ungeløftet og en styrkelse af PPR.

- Jeg er stolt af, at vi med årets budget både fastholder en sund økonomi og skaber rum til nye investeringer. Det viser, at ansvarlighed og udvikling kan gå hånd i hånd, udtaler borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

S foreløbig udenfor

Forliget er indgået af en samlet kommunalbestyrelse undtagen Socialdemokratiet, som i hvert fald i første omgang ikke har skrevet under. Det skyldes uenighed om, hvordan budgetlægningen skal foregå. 

- I år var budgettet et rigtigt valgårsbudget, men kigger vi på årene fremover, er der ingen tvivl om, at opgaven bliver en helt anden. Derfor er det vigtigt for os, at vi får moderniseret processen, så kloge beslutninger kan blive taget i de svære år, siger gruppeformand og borgmesterkandidat Jens Dahlgaard (S) i sin officielle udtalelse om budgettet.

Facebook kalder han budgetproceduren gammeldags og uddyber, at partiet ikke ønsker "at fange folk en træt aften ved forhandlingsbordet. Det er beslutningerne alt for vigtige og alvorlige til". Derfor havde partiet på forhånd meldt ud, at man ikke ville underskrive på selve budgetseminaret.

"Det resulterede i, at jeg, som gruppeformand og forhandler for Socialdemokratiet, skulle stå skoleret foran alle gruppeformænd i aftes, mens jeg blev angrebet hårdt verbalt af øens borgmester. Som i gamle dage i den sorte skole. Det var en frygtelig og skræmmende oplevelse," skriver han.

ABC ønsker ny borgmester

Hans Ejner Bertelsen er dog ikke enig i beskrivelsen af de famøse minutter.

"At den socialdemokratiske gruppeformand finder det nødvendigt at fare ud med grove beskyldninger mod min person gør mig trist til mode. Hans forsøg på, og behov for, at skabe en verden og et billede, som ikke eksisterer, synes jeg er bekymrende," skriver han på Facebook.

Med til historien hører, at Socialdemokratiet er gået sammen med De Radikale og De Konservative i det såkaldte ABC-hold, som ønsker en anden borgmester end Hans Ejner Bertelsen. De stiller med hver sin borgmesterkandidat, men holder bl.a. fælles møder rundtom på øen.

Mens S har seks folkevalgte, har R og K hver kun én. De har begge skrevet under på budgetforliget, men gør opmærksom på, at det kun skyldes, at det er aftalt at mødes igen, når alle høringssvar er indløbet, og at der her bliver mulighed for tilpasninger af aftalen. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/budgetforlig-paa-mors-uden-besparelser

GDPR