
- Det kræver selvfølgelig, at Socialdemokratiet kommer i regering, tilføjer han med et skævt smil.
Foreløbig tager han det, som det kommer. Planen er at stille op for den nye Egedal Valgkreds til næste folketingsvalg ? senest i 2008. Og selvom han er én af to næstformænd i Socialdemokratiet ? og således ikke begynder på allerbagerste række, er han ydmyg i forhold til, hvilke udvalgsposter han gerne vil have:
- Det får Helle (Thorning-Schmidt, red.) lov at bestemme.
Lidt presset tilføjer han, at han da
Situationen minder Nick Hækkerup om, da han for 13 år siden blev medlem af Hillerød Byråd: Der begynder man også fra skratch.
Den ultimative pris
Selv om hans første ægteskab gik i stykker på grund af for meget arbejde, er han sikker på, at hustru nr. to bakker ham op ? uanset om det også skulle ende med en indenrigsministerpost:
- Næste gang er det hendes tur til at gøre noget, hun brænder for, tilføjer Nick Hækkerup i ligestillingens ånd.
Men når man nævner statsminister- eller formandspost, bevæger Nick Hækkerup hovedet fra side til side:
- Nej. Der betaler man den ultimative pris. Det tror jeg koster familien.
Hvilket han altså ikke er parat til igen.
Retter ind efter mig
Som borgmester arbejder han også meget. Men fordelen er, at kommunen hele tiden er afhængig af, hvornår Nick Hækkerup kan. Hvis han f.eks. har barn syg, ja ? så må alle møderne udskydes.
- Snart skal jeg ind i en verden, der ikke retter sig ind efter mig, og det skal jeg vænne mig til, konkluderer han, der forventer, at en plads i Folketinget også kan være hektisk ? men måske mere periodevist.
Familien vil dog holde fast i det, hustruen Petra kalder par-terapi: En dag plus en weekend om måneden skal de være sammen uden at skulle andet. Nogen gange med børn, andre gange uden. De lejer et sommerhus, tager i badeland ? på børnenes præmisser ? eller snupper en tur til Rom.
Nick Hækkerup har to piger på otte og 12 år fra første ægteskab, og to drenge på henholdsvis tre år og syv uger med Petra, der er landskabsarkitekt.
- Det gælder om at være væk fra det derhjemme. Så man ikke lige kan sætte en hvid vask over eller kigge i en bunke papirer, funderer han og uddyber sin rolle som delefar:
- Pigerne er cirka 40 procent hos os, og resten af tiden hos min eks-kone og hendes nye mand, der bor 500 meter væk. Fra vi blev skilt, nægtede jeg at blive sådan en Zoologisk Have-og-popcorn-far.
Indoktrineret som barn
Om han er ved at være kørt træt i kommunalpolitik?
- Jobbet bliver aldrig rutine ? man bliver bare mere rutineret. Jeg er borgmester med hjertet, og har glædet mig til at tage på arbejde. Hver dag. Dog har jeg aldrig troet, jeg skulle være borgmester i mere end ti år, siger Nick Hækkerup, der blev valgt i år 2000, som Danmarks dengang hidtil yngste borgmester.
I familien Hækkerup er der en lang tradition for at komme i Folketinget, bl.a. er hans far, Klaus Hækkerup, tidligere borgmester i Fredensborg-Humlebæk, nu i Folketinget. Og også hans bror, Ole Hækkerup, har siddet i Folketinget. Ligeså med hans farfar og farmor Per og Grete Hækkerup. Alle for Socialdemokratiet.
Nick Hækkerup, der er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet, tror faktisk ikke, han ville være gået efter en plads i Folketinget, hvis ikke han var blevet indoktrineret fra barnsben: Der var altid en politisk diskussion i gang.
Til spørgsmålet om, hvorfor han så stadig synes, politik er så interessant, klør han sig på hagen:
- I sidste ende handler det om indignation ? en glød af overbevisning om den bedre verden. Og engagement, som jeg tror, alle politikere deler, uanset partifarve.
Tillid ? ikke straf
Han mener, at regeringen forsøger at opbygge en illusion hos befolkningen om, at man både kan få lavere skat og mere velfærd. Men han tror på, at danskere ikke ønsker at gå på kompromis med den offentlige sektor.
- Kun dem uden børn og bedsteforældre kan synes, at det er godt nok, tilføjer han.
At han synes, regeringen blander sig for meget i kommunernes selvstyre, er således ingen hemmelighed:
- Vækstrammen er sat til 0,5 procent. Men vi får stadig flere børn og flere ældre, hvilket alene i Hillerød giver en vækst på 2,5 procent. Kontrol og sanktioner lever vi med, for regeringen tror ikke, vi grundlæggende vil borgernes bedste, sukker han og fortsætter:
- Det nyeste er, at Lars Barfoed (minister for familie- og forbrugeranliggender, red.) vil have alle børn sprogtestet i 3. klasse. Men vi har allerede ansat læse- og stavekonsulenter, som folkeskolelærerne kontakter, hvis et barn har problemer. Det er ikke til at holde ud, at alting skal kontrolleres. Hvis vi blot kunne få tillid, ikke straf?
Vil savne den tætte kontakt
Det, han alligevel kommer til at savne som borgmester, er den tætte kontakt til borgerne - og kommer med et dugfriskt eksempel fra sidste uge:
- Jeg gik forbi Slotsarkaderne (indkøbscenter, red.), hvor de er ved at bygge en ekstra indgang. En mand stoppede mig, og spurgte, om jeg ikke kunne sørge for, at den blev lidt bredere, så der var plads til en gaffeltruck til brug for scener til koncerter og lignende. Det var jo nemt at lade den besked gå videre, smiler Nick Hækkerup.
Men noget, han bestemt ikke kommer til at savne, er, når det går ud over hans børn, at han som borgmester af og til må træffe upopulære beslutninger.
- Det er heldigvis kun sket en-to-tre gange. Men f.eks. sagde en pædagog til min datter i SFO?en: ?Det er din far, der ikke vil ha? at vi har det ordentligt her.? Det gør ondt. Når det går ud over familien, pointerer han, der ikke føler sig helt sikker på, at man nødvendigvis bliver skånet som folketingspolitiker.
Bandede for meget
Den politiske forklaring på, hvorfor den 38-årige borgmester har taget beslutningen nu om at ville drage til hovedstaden, er, at Egedal Valgkreds netop er opstået som en ud af to ekstra kredse, så han ikke gør det ? i Socialdemokratiet utilgivelige ? at skubbe andre ud. Desuden har Hillerød-borgere også mulighed for at stemme på ham, selv om Egedal-kredsen består af kommunerne Ølstykke, Stenløse, Ledøje-Smørum, Farum og Værløse. Derfor var det den perfekte kreds.
Ved sidste byrådsvalg opnåede Nick Hækkerup 8658 personlige stemmer, og selvom han stiller op i det traditionelt borgerlige Nordsjælland, tror han på, at vælgerne generelt minder meget om Hillerødborgerne.
- Til gengæld tror jeg, jeg ville have det svært i en vestjysk kreds ? eller på Bornholm, hvor jeg engang holdt et oplæg. Kritikken lød, at de godt kunne lide det, jeg sagde, men at jeg bandede for meget.
Ved hvor skoen trykker
De områder han gerne vil interessere sig særligt for i Folketinget er globalisering, velfærd og ulighed, og han synes, han kan tage en positiv tilgang til globalisering med fra Hillerød:
- Når folk nævner ordet globalisering, ser de et slagteri med hundredvis af arbejdspladser, der lukker. Men vi har fået trukket arbejdspladser hertil. F.eks. har Novo udvidet fra 600 til 1200 ansatte, siger han, der glæder sig over, at hver gang en højtuddannet får job, skaber det to andre job, et i kommunen og et i det private ? for børnene skal jo passes og maden i indkøbsvognen.
Med hensyn til sine erfaringer om velfærd og ulighed er det jo ikke, fordi borgerne i det rige Hillerød sulter.
- Men jeg ved, hvor skoen trykker. På tid ? tid til deres børn. Vi kan ikke direkte sørge for tid. Men kommunerne kan hjælpe ved at sørge for ordentlig pasning af børn og god ældrepleje, mener Nick Hækkerup, som dog også mener, at der er en gruppe, der sulter åndeligt og socialt i Danmark:
- Det er dem, der får børn lidt for tidligt på en lidt for tilfældig måde.
Det vil han gerne være med til at ændre, for han mener, at et samfunds værdi måles på, hvordan vi behandler de svageste ? ikke på hvor mange biler, huse og samtalekøkkener vi har, som ingen alligevel har tid til at tale sammen i.
Vær dig selv
Selvom der måske er knap to år til at Nick Hækkerup går af som borgmester, har han dette råd til sin efterfølger, der allerede er udpeget som Kirsten Jensen: Vær dig selv!
- Man træffer rigtigt mange beslutninger som borgmester. Og så kommer man også til at træffe nogen forkerte. Det må man lære af ? og sige undskyld, hvis beslutningen gik ud over nogen.
Når han ser på de 98 nye borgmestre spredt over hele landet, slår det ham, hvor forskellige borgmestre er ? også selvom der er en overvægt af skolelærere og landmænd:
- Deres uddannelse og baggrund udgør et spændende mix. At møde så forskellige mennesker er faktisk kun noget, man oplever i forsvaret eller hvis man kommer på hospitalet.
Eller måske i Folketinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.