FREDERIKSSUND: Meddelelsen om lukningen af Erhvervsskolerne i Frederikssund og Gribskov undrer borgmester, Ole Find Jensen (S).
- Jeg finder forløbet, eller rettere det manglende forløb, både højst mærkværdigt og utilfredsstillende, siger Ole Find Jensen.
- Vi har naturligvis været klar over at Erhvervsskolen i Nordsjælland er under økonomisk pres, men det er altså vores opfattelse at netop placeringen af lokale afdelinger i områder som Frederikssund, Halsnæs og Gribskov er en både langsigtet og strategisk klog satsning. Det er et faktum, at vi har en gruppe af unge, som man i udgangspunktet kun vanskeligt kan motivere til at søge mod de større uddannelsesbyer.
- Jeg vil faktisk godt stille spørgsmålstegn ved om Erhvervsskolen i Nordsjælland med sin seneste handling tager sin regionale forpligtigelse alvorligt, siger Ole Find Jensen.