HELSINGØR: Helsingør Kommune og borgmester Benedikte Kiær (K) er blevet stævnet af Michael Dam, byrådskandidat for Lokaldemokraterne og tidligere bestyrelsesmedlem hos Konservative.
Ifølge stævningen, som er tilgængelig i sagsfremstillingen til det kommende byrådsmøde, kræver Michael Dam 200.000 kr. i godtgørelse for påståede privatlivskrænkelser, brud på forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige regler samt retsstridig videregivelse af personoplysninger.
Kernen i stævningen er, ifølge Michael Dams advokat, at Benedikte Kiær i sin egenskab af borgmester skal have foranlediget en undersøgelse af Dams private forhold uden lovhjemmel og med partipolitiske formål for øje.
Undersøgelsen skal angiveligt være blevet iværksat af den daværende kommunaldirektør Lars Rich efter aftale med borgmesteren. Ifølge sagsøgeren blev oplysningerne herefter delt med uvedkommende personer i og uden for kommunens forvaltning, herunder med lokale partifæller.
Michael Dam betegner det som en krænkelse af hans ret til privatliv og en tilsidesættelse af de forvaltningsretlige principper om saglighed og proportionalitet.
Flere beskyldninger i stævning
Ud over kritik af selve undersøgelsen fremfører Michael Dam, at han i en e-mail fra borgmesteren er blevet beskyldt for at blande private forhold ind i bestyrelsesarbejde. Ifølge stævningen skal det have ført til, at han blev fjernet fra sin post som kampagneleder for en folketingskandidat og mistede sin position i vælgerforeningen.
Stævningen retter også et særskilt krav mod Helsingør Kommune for ulovlig behandling af personoplysninger.
Kommunale medarbejdere, herunder tidligere direktører og et byrådsmedlem, anklages for at have videregivet fortrolige oplysninger om Michael Dam til personer uden relevant adgang.
Et tredje punkt i sagen vedrører en episode, hvor Michael Dam skal være blevet beskyldt for dokumentfalsk efter at have indsendt et dokument med Retten i Helsingørs logo. Kommunen har ifølge stævningen fastholdt beskyldningen i interne dokumenter og først efter gentagne henvendelser fra Michael Dams advokat indhentet en afklaring fra Retten i Helsingør – som afkræftede, at der forelå noget strafbart.
Et fjerde punkt handler om Helsingør Kommunes afslag på at give aktindsigt i e-mails sendt og modtaget af to tidligere direktører. Kommunen har oplyst, at mailboksene er slettet, mens Michael Dam henviser til, at kommunens IT-leverandør Netcompany angiveligt opbevarer backup, som burde kunne fremskaffes.
Afviser anklager
Både kommunen og borgmester Benedikte Kiær (K) afviser beskyldningerne i sagen.
- Jeg tager det helt roligt, men jeg kan da godt undre mig lidt over timingen. Det handler altså om en mail fra juni 2022, siger Benedikte Kiær (K) til Sjællandske Nyheder.
Ifølge en orientering til byrådet fra Staben for Politik og Jura anser kommunen sagen for principiel og afviser beskyldningerne. Der peges samtidig på, at sagen rejser det principielle spørgsmål, hvornår en borgmester handler som privatperson, og hvornår vedkommende agerer på vegne af kommunen.
Kommunen har haft kontakt med KL, som overvejer at indtræde som biintervenient - støttende part - i sagen, fremgår det af en sagsfremstilling.
Blandt de indkaldte vidner er også den tidligere kommunaldirektør Stine Johansen, som i dag er direktør i KL, tidligere direktør i Helsingør Kommune Lars Rich, som i dag er kommunaldirektør i Tårnby, samt den nuværende direktør Peter Ahrnung.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.