I sit nye udspil "Noget for noget", som blev præsenteret 23. februar, oplister regeringen en lang række forslag udarbejdet af de forskellige ministerier.
Forslagene går ud på at ?fremme handlinger, der gavner hele samfundet, og begrænse de, der er til skade?, som det hedder.
På listen over adfærdsforbedrende og samfundsgavnlige tiltag finder man flere forslag, der handler om at belønne kommuner økonomisk. Bl.a. foreslås det at belønne kommuner, der er særligt gode til at få kontanthjælpsmodtagere eller nyankomne udlændinge i arbejde.
Her følger et udvalg af de forslag, der har direkte berøring med kommunal forvaltning:
Partnerskab for lavere sygefravær
Flere steder har man gode erfaringer med partnerskabsaftaler mellem virksomheder og de lokale kommunale sygedagpengeforvaltninger. Med en aftale får virksomheder, der gør en særlig indsats for at nedbringe sygefraværet, en række fordele. Beskæftigelsesministeriet vil derfor sammen med arbejdsmarkedets parter og de kommunale organisationer arbejde på at udbrede brugen af aftaler
"Løkkepose" til kommunerne
Det skal være muligt at belønne en kommune, der yder en særlig indsats og skaber synlige resultater. Det kan f.eks. handle om at finde job til kontanthjælpsmodtagere. Det vil også give andre kommuner et ekstra incitament til at gøre noget ved beskæftigelsesindsatsen.
Måling af kvaliteten/effektiviteten i de kommunale ydelser
Det skal påskønnes, når en kommune tager initiativ til inden for eksisterende rammer at tænke i nye veje til gavn for kommunens borgere. Kommunen kan f.eks. tilbyde borgerne nogle frie valg ud over de krav, der allerede følger af lovgivningen. Eller indføre sammenlignelig brugerinformation om de enkelte institutioner og serviceydelser i kommunen stillet op på en sådan måde, at det er muligt direkte at sammenligne kvaliteten af den leverede service.
Belønningen til kommunen kan f.eks. være, at kommunen indbydes til at deltage i et rådgivningsforum for regeringen om udviklingen af den kommunale service.
Det overvejes, om der kan etableres økonomiske incitamenter til at fremme idérigdommen i kommunerne. Evt. i form af udviklingsstøtte til konkrete projekter
Effektiv kommunal integrationsindsats
Der indføres et resultataflønning af kommunale medarbejdere i beskæftigelsesforvaltningen, så en del af lønnen bliver afhængig af, hvor mange nyankomne udlændinge den enkelte medarbejder har fået i beskæftigelse.
Kontrol af virksomheders skatteforhold
God skattemæssig adfærd fra virksomheder belønnes i form af mindre intens kontrol af virksomhedens selvangivelse.
En mønstervirksomhed er en virksomhed, der viser vilje til at efterleve skattereglerne ved at selvangive og betale sin skat til tiden, og ved at skattemyndighederne ikke finder fejl, når selvangivelsen kontrolleres. Skattekontrollen af virksomheden kan begrænses til få og sjældne stikprøver, og myndighedernes ressourcer kan mere målrettet sættes ind over for virksomheder, der ikke kan eller vil følge skattereglerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.