Når 23-årige Veronika Nielsen bliver spurgt, hvornår hun blev hjemløs, har hun to svar. Siden hun var halvandet år, har hun været anbragt uden for hjemmet syv eller otte gange, alt efter hvordan man tæller, og derfor har hun på sin vis følt sig hjemløs hele sin barndom.

Men det var først, da hun blev smidt ud af sin ungdomsbolig som 18-årig, at hun blev hjemløs ifølge ”systemet”, som hun selv ynder at kalde det.

- Jeg har som anbragt aldrig følt mig hjemme nogen steder, og det har gjort det sværere for mig at finde et hjem og falde på plads, siger Veronika Nielsen til Kristeligt Dagblad.

I dag bor hun med sin mand i et hus på den lille halvø Thyholm i Limfjorden. Selvom hun på papiret ikke har været hjemløs i det seneste år, føles det stadig ikke hjemligt. Livet på gaden trækker stadig i hende, for det er det, hun kender til, fortæller hun.

Veronika Nielsens historie er langtfra enestående. Af de knap 33.000 personer mellem 18 og 29 år, som har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i deres barndom, har syv procent oplevet hjemløshed i det tidlige voksenliv. Til sammenligning er tallet blot en halv procent for øvrige unge, viser tal fra analysen Socialpolitisk Redegørelse 2021, som Social- og Ældreministeriet offentliggør i dag.

Analysen viser også, at midlertidige ophør i anbringelsen og skift i anbringelsessteder øger risikoen for hjemløshed i det tidlige voksenliv. Ifølge social- og ældreminister Astrid Krag (S) understreger det vigtigheden af større stabilitet i anbringelserne, og at børnene anbringes endnu tidligere.

Anbragte unge havner ofte i hjemløshed