TV2s udsendelse ”Er du mors lille dreng – 10 år efter” rejste en række kritiske spørgsmål til den hjælp, der er givet til Mads og Mads’ familie. Der var også kritik af det forløb, der siden 2005 har været op til anbringelsen af drengen i familiepleje.
Rådmand Gert Bjerregaard (V) satte allerede den 10. april forberedelserne til et juridisk og fagligt udredningsarbejde i gang og har nu en køreplan for det videre arbejde klar:
- Vi har to meget vigtige opgaver foran os. For det første skal vi have undersøgt vores håndtering af anbringelsesforløbet omkring Mads. Vi skal have et klart billede af, hvad der rent faktisk er sket siden midten af 2005. Det skylder vi alle involverede, i særdeleshed Mads og hans familie. Vi skylder også at få uvildige øjne på, om reglerne er fulgt, og om vi socialfagligt har levet op til vores ansvar.
- For det andet skal vi have gennemført et kritisk eftersyn af de sager, vi har med anbringelser i de mest udsatte familier. Jeg er meget glad for, at Karin Kildedal fra Aalborg Universitet, som er en meget anerkendt ekspert på området, har sagt ja til at gå ind i det arbejde.
- Karin Kildedal sammensætter et bredt panel af eksperter og praktikere, som gennemgår et repræsentativt udsnit af sager om anbringelser i de mest udsatte familier. Det overlades til panelet at opstille kriterierne for udvælgelsen af sager. Panelet skal på den baggrund komme med en vurdering af og anbefalinger til den kommunale praksis på området.
Tager kritik alvorligt
Gert Bjerregaard lægger stor vægt på, at alle relevante aspekter bliver grundig undersøgt af de uvildige eksperter, men også at der er et fremadrettet udviklingsperspektiv i de forskellige undersøgelser:
- Jeg vil gerne understrege, at jeg tager kritikken meget alvorligt. Derfor skal vi også bruge kritikken som afsæt for af styrke den faglige indsats.
- Derudover kan vi naturligvis ikke leve med, at der over en bred front stilles spørgsmål ved kvaliteten i vores arbejde med nogle af de mest udsatte familier i samfundet. Derfor arbejder vi nu på flere fronter, så vi både får undersøgt den sag, som har givet anledning til kritikken, men også får kigget kritisk på området mere generelt.
- Jeg er også helt overbevist om, at det grundige arbejde, som vi nu sætter i gang, bliver et rigtig godt afsæt for at udvikle vores fremtidige arbejde på anbringelsesområdet.
Tværfagligt team
Rådmanden forventer, at resultaterne af undersøgelsen af anbringelsesforløbet for Mads er klar om et par måneder. Hvornår den eksterne ekspertvurdering er klar vil afhænge af, hvor omfattende undersøgelserne bliver.
Allerede nu bliver der også kigget indad i Socialforvaltningen. Rådmanden udtaler:
- På de indre linjer har vi allerede i dag aftalt, at vi skal have ændret på vores organisering. Vi opretter et tværfagligt ekspertteam, som får til opgave at yde rådgivning og sparring i sager, hvor der er forældre med meget svag forældreevne, og hvor der er risiko for omsorgssvigt. Teamet skal også sikre opfølgning og føre tilsyn.
Rådmand Gert Bjerregaard vil drøfte køreplanen med Byrådets partier og søge deres opbakning til initiativerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.