
ÅRHUS: Det planlagte nul-energi kontorhus i Viby venter nu kun på byrådets godkendelse, før det kan gå i gang. Den nye bygning til 240 medarbejdere opføres med solceller, solfangere, genvinding på ventilationen og genbrugsglas på facaderne. Desuden udnytter bygningen samtidig - i kraft af dens placering - mange passive tiltag som f.eks. dagslys og naturlig ventilation, oplyser ejendomsforvaltningen i Århus Kommune
Det er E. Phil og Søn, i samarbejde med Schmidt, Hammer og Lassen samt Grontmij Carl Bro og GHB Landskabsarkitekter, der med deres forslag vandt konkurrencen om projektet.
- Det er vigtigt at gå nye veje i bestræbelserne på at spare på energien. I den forbindelse er det glædeligt, at Århus nu går forrest og viser, at det kan lade sig gøre at opføre byggeri, som kan klare sig udelukkende ved hjælp af vedvarende energi, siger rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay (V).
Projektet har vakt stor opmærksomhed i fagkredse i kraft af sin nytænkning af løsningen på de krav, som kommunen har stillet til energi og bæredygtighed, og brug af innovative løsninger af bygningens konstruktioner for bl.a. isoleringsmaterialer, en gennemtænkt affaldshåndtering og en stor grad af genbrug af materialer.
Der er i byggeriet taget udgangspunkt i at nedbringe energiforbruget til så lavt et forbrug som muligt. Kommunens krav var, at energiforbruget skulle ligge 75 pct. under det nuværende lovkrav, dvs. på 25 kWh/m2, men projektet er ved hjælp af blandt andet solceller helt nede på nul kWh/m2 til bygningens energiforbrug.
Dette opnås ved, at bygningen bliver meget tæt med et meget lavt varmetab. Derudover vil der i alle dele af bygningen - belysningsanlæg, elevatorer, ventilation osv. - blive set på, hvordan der kan spares energi. Det betyder blandt andet, at der etableres regenerative elevatorer, dvs. at de i visse situationer producerer el.
Hertil kommer diverse energiproducerende tiltag. Bygningen vil blive forsynet med i alt 1.100 m2 solceller til elproduktion og 450 m2 solvarme til opvarmning af varmt brugsvand og absorptionskøling.
Finansieres af salg og sparet leje
Men bæredygtighed er ikke kun energiforbruget. Der vil i hele byggeriet være fokus på affaldssortering, genbrug, sundhed og velfærd, vandforbrug, klimaforandringer m.m. Eksempler på dette er, at 95 pct. af materialerne fra bygningerne, der nedrives, bliver genbrugt på stedet, hvor det knuses og erstatter tilkørt sand og stabilgrus. Der nedgraves også en 100 m3 tank til opsamling af regnvand, som kan bruges til toiletskyl, havevanding m.m.
Århus Kommune har store forventninger til projektet, som bliver det første nul-energi kontorhus i Danmark.
Projektet muliggør en samling af Børn- og Unge-afdelingens administrative enheder, samt en samling af hovedparten af Teknik og Miljø's forvaltninger.
Projektet finansieres af lejebesparelser fra fraflyttede lejemål og salg af administrationsbygninger, kommunen ikke længere har behov for.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.