
AABENRAA / SYDDANMARK: Aabenraa Kommune, Flensborg By, Region Syddanmark og det tyske regionale transportselskab LVS Kiel vil bygge en fælles dansk-tysk grænsebanegård for passagertog. Den nye banegård skal forkorte rejsetiderne til Hamborg væsentligt. En undersøgelse skal nu fastlægge den optimale placering af den nye grænsebanegård.
Det tager ca. fem timer at rejse med tog fra Aarhus til Hamborg, mens turen kan gøres i bil på ca. 3 timer og 20 minutter. Den offentlige og mest bæredygtige transportform er med andre ord ikke særligt attraktiv.
En lang omvej ind til Flensborg
- En velfungerende Jyllandskorridor er af afgørende betydning for udviklingsmulighederne i hele Vestdanmark. Adgangen til Hamborg og det europæiske marked er ekstremt vigtig for vores eksporterende virksomheder. En ny grænsebanegård kan skabe bedre sammenhæng og kortere rejsetider, men den vil også være et signal om, at udvikling af baneforbindelsen har høj prioritet, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
En af årsagerne til de lange transporttider er, at banegården i Flensborg ligger langt fra det hovedbanespor, som forbinder Padborg med Hamborg. Togene skal altså køre en lang omvej for at komme ind til Flensborg og ved at give hovedbanegården en anden placering, tættere på hovedsporet, kan rejsetiden forkortes mærkbart.
- En ny grænsebanegård vil styrke hele den sønderjyske og nordtyske region. Den vil forkorte rejsetiden for passagererne, og samtidig åbner den mulighed for at servicere dem på en ny måde. Ved at lægge banegården, hvor der er plads til at etablere et ‘park & ride'-anlæg, vil man kunne stille sin bil og hoppe på toget, når man skal ned i Europa på ferie eller forretningsrejse. Tyskerne kan gøre det samme den anden vej. Det vil kunne fjerne noget af belastningen på de danske og tyske motorveje, siger borgmester Thomas Andresen (V), Aabenraa.
Analyse skal fastlægge placeringen
Parterne har valgt det firma, der skal gennemføre det forberedende analysearbejde. Blandt en række firmaer med speciale i infrastruktur vandt SMA und Partner AG fra Zürich opgaven sammen med sin rådgiver byplanfirmaet Gert Gutsche Rümenapp fra Hamborg.
- Analysen skal give faglige bud på, hvordan fremtidens banegård skal placeres, så den bliver attraktiv for borgerne i Flensborg og hele grænselandet, siger overborgmester Simon Faber, Flensborg.
Desuden skal analysearbejdet afklare konsekvenserne for banenettet og for stationerne i Flensborg by, og muligheden for at genåbne banestrækningen Flensborg-Niebüll på den tyske side.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.