
Det faglige niveau på læreruddannelsen er for lavt, ambitionerne skal være højere, og desuden er der stor forskel på den indsats, de studerende lægger, viser en evaluering, som en ekspertgruppe har lavet på læreruddannelsen.
I forlængelse af kritikken af studieintensiteten undrer formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen (S) sig over, at uddannelsen visse steder kun har skemalagt 13 timer på en uge.
I den positive ende er uddannelsen de seneste år dog blevet bedre til at klæde de studerende på til at undervise i deres fag, og praktikken er styrket, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet. Og derudover er uddannelserne blevet bedre til at tiltrække ansøgere med højere karakterer end tidligere.
Ekspertgruppen har undersøgt læreruddannelsen fra 2013, der var det første år efter en ny reform.
Hos Danske Professionshøjskoler, der er en interesseorganisation for blandt andet læreruddannelser, anerkender man, at niveauet ikke er højt nok. Og næstformand Camilla Wang forklarer, at der er ved at blive udviklet nye og sværere prøver. De vil så småt være klar fra sommer og helt implementeret i 2020.
- De studerende vil i højere grad end i dag blive prøvet i bredden og dybden - også i deres faktisk kompetencer i at undervise. Når man bliver stillet over for højere krav, er man også nødt til at lægge en højere indsats og bruge mere tid på uddannelsen, siger Camilla Wang.
Selv om uddannelsen får kritik for at have et for lavt niveau, mener hun, at der bliver udklækket gode lærere.
- Det er fagligt dygtige lærere, der kommer ud, men de har brug for at være bedre forberedt på de opgaver, der går på at løse konflikter i klasserummet og håndtere samarbejdet med forældre, siger Camilla Wang.
Klasserumsledelse
Også Thomas Gyldal ser med bekymring på, at en stor andel af de læreruddannede ikke føler sig klædt på deres første job:
- Vi er meget positive over at ekspertgruppen i deres evaluering når frem til, at der er behov for at have fokus på, hvordan uddannelsen gør dem klar til praksis. Det gælder ting som klasserumsledelse, forældresamarbejde og tværprofessionelt samarbejde.
KL og Lærernes Centralorganisation har bedt Lærerkommissionen om at komme med anbefalinger i forhold til nyuddannedes overgang til lærerlivet, herunder anbefalinger der retter sig mod en styrket praktik.
KL vil også se nærmere på, hvordan man kan arbejde med eksempelvis forsøgsskoler, hvor folkeskolen og professionshøjskolerne samarbejder om viden om praksis.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.