
AALBORG: Nogle kommuner har så mange penge, at det i sig selv udgør en risiko for større overskridelser af rammerne i fremtidige økonomiaftaler. Det angiver finansminister Kristian Jensen (V) på KL's Kommunaløkonomiske Forum i Aalborg som årsag til, at han i december reagerede forholdsvis kraftigt på en ellers ganske beskeden overskridelse af kommunernes 2019-budgetter under ét.
Kommunaløkonomisk Forum har i år blandt andet det økonomiske aftalesystem mellem regering og kommuner som emne, og åbningsdebatten mellem KL-formand Jacob Bundsgaard (S) og finansministeren handlede blandt andet om muligheden for en lempelse af sanktionssystemet. Jacob Bundsgaard var nærmest for, og Kristian Jensen var nærmest imod.
Bundsgaard anførte, at den årlige risiko for sanktioner har bragt en kortsigtethed ind i budgetterne, mens Kristian Jensen pointerede, at der ikke er aftalt 98 anlægslofter, en for hver kommune, men ét samlet anlægsloft som kommunerne selv må fordele mellem sig. Det viser sig jo at kunne lykkes, sagde han.
Lidt i samme spor som KL-formandens synspunkt nævnte projektchef Niels Jørgen Mau Pedersen fra Vive i et oplæg til åbningsdebatten, at den årlige afregning af sanktioner kunne virke kontraproduktivt i forhold til nedsættelser af kommuneskatter. Fordi kommuner med 'penge nok' er utilbøjelige til at sætte skatten ned på grund af den sanktion, der vil følge hvis det efter nogle år bliver nødvendigt at sætte skatten op igen.
KL-formand Jacob Bundsgaard bekræftede overvejelsen, men udtrykte det mere direkte: Kommunerne tør ikke fjerne en indtægt, sagde han. Desuden foretrækker de fleste kommuner, at deres skatteprocent ligger nogenlunde stabilt fra år til år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.