
Kommunernes økonomi er på dagsordenen, når stort set alle landets borgmestre og mange økonomiudvalgsmedlemmer torsdag mødes i Aalborg til KL's årlige Kommunaløkonomiske Forum.
Konferencen peger frem mod de forestående forhandlinger om budgettet for 2020. Det skal forhandles på plads med regeringen i foråret. Og her er det kommende folketingsvalg et usikkerhedsmoment, lyder det fra KL.
- Vi ved ikke, hvornår der kommer valg. Så på nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvem vi skal forhandle med. Folketingsvalget kan falde midt i den periode, hvor vi plejer at forhandle. Men det må vi tage, som det kommer, siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S).
Det næste folketingsvalg skal holdes senest den 17. juni 2019. Men statsministeren kan udskrive valg når som helst inden da. Derfor er det usikkert, om forhandlinger med kommunerne om rammerne for næste års budget bliver en af de sidste opgaver for den siddende regering eller en af de første opgaver for en kommende og måske ny regering efter valget.
Ifølge chefforsker Roger Buch fra Danmark Medie- og Journalisthøjskole er det en lidt speciel situation.
- Vi har som regel folketingsvalg i efteråret, og når vi har dem i foråret, ligger de som regel ikke sent, siger Roger Buch.
Han vurderer, at det vil være i regeringens interesse at få en aftale med kommunerne i hus, inden valgkampen ruller.
- For så har man ikke nogle sure kommuner stående i hjørnet. Desuden gemmer der sig altid et par solstrålehistorier i aftalen - altså at regeringen for eksempel giver nogle ekstra penge til de ældre eller børnene. Det vil man sikkert gerne komme ud med lige før en valgkamp, siger han.
En valgkamp kan derfor også give kommunerne gode kort på hånden, lyder det.
- Man kan nok presse regeringen en anelse mere, end man plejer, siger Roger Buch.
De seneste år er økonomiaftalen mellem KL og regeringen faldet på plads først i juni.
Ritzau
dknyt er til stede ved Kommunaløkonomisk Forum torsdag og fredag og dækker det løbende.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.