It-løsning til socialt frikort udviklet på blot tre måneder

Forsøgsordning træder i kraft fra årsskiftet, og den it, der skal bruges til at administrere den, er også klar efter en kort udviklingsproces.
2. JAN 2019 10.04

En it-løsning til håndtering af forsøg med socialt frikort er blevet udviklet på rekordtid, så det er klar til ibrugtagning i en første version på den første hverdag i det nye år, efter at loven om frikortforsøget trådte i kraft den 1. januar. Opgaven blev i oktober 2018 givet til Knowledge Cube, der har udviklet løsningen sammen med Kombit i samarbejde med Socialministeriet, Socialstyrelsen og KL.

Det sociale frikort er en forsøgsordning, der i 2019 og 2020 giver hjemløse og andre socialt udsatte personer mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde, uden at indtægten fradrages i kontanthjælp eller førtidspension eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser som fx boligsikring.

Forsøget har den dobbelte hensigt at give dels de socialt udsatte personer bedre muligheder for at indgå i arbejdsfællesskaber, dels at tilskynde virksomheder til at tage et socialt ansvar ved at engagere udsatte borgere.

It-løsningen er et webbaseret administrationssystem, som kommuner og virksomheder skal bruge henholdsvis til at oprette sociale frikort og til at indberette ansættelser under forsøgsordningen. Førsteversionen, der går i luften onsdag, skal løbende videreudvikles på baggrund af tilbagemeldinger fra brugerne, juridiske tilpasninger og lignende.

It-delen af forsøgsordningen er organiseret som et OPP. Ikke kun udviklingsarbejdet er gået hurtigt, tilbage i september blev udbuddet afviklet, og en vinder udpeget i løbet af kun to uger.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt