Afdelingschef i ministerium bliver ny direktør i København

Jakob Krogh bliver ny direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København

KØBENHAVN: Københavns Kommune har ansat den 48-årige Jakob Krogh som ny direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. 

Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Sundheds- og Ældreministeriet og får i København blandt andet ansvaret for en omlægning af de midlertidige døgnpladser, implementering af en ny ældrepolitik og realisering af en ny moderniseringsplan.

- Jeg er meget glad for, at vi har fundet så stærk en kandidat til direktørposten. Jakobs solide erfaring gør ham velegnet til at varetage det overordnede ansvar for ældreområdet. Jeg ser frem til, at Jakob starter i stillingen til februar, siger forvaltningens adm. direktør, Katja Kayser. 

Som afdelingschef i Sundheds- og Ældreministeriet har Jakob Krogh blandt andet stået i spidsen for flere større indsatser på både ældreområdet og i det nære sundhedsvæsen. 

Han er uddannet cand.mag. i historie og dansk fra Københavns Universitet med fokus på velfærdspolitik, økonomisk historie og administrationspolitik. Han har tidligere været kontorchef i flere ministerier, ligesom han også har været ministersekretær og leder af ministersekretariatet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Borgerrepræsentationen i København godkendte officielt ansættelsen torsdag aften, og den nye direktør tiltræder stillingen den 1. februar 2019.

- Jeg er utroligt glad for at blive en del af Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Der er stort fokus på udviklingen af sundheds- og omsorgsområdet i øjeblikket, og der er mange spændende opgaver at tage fat på. Det arbejde ser jeg frem til at blive en del af, siger Jakob Krogh.

thb

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt