Nyt råd ind mod statslig IT-koks

Regeringen har etableret et nyt IT-projektråd, der skal professionalisere arbejdet med store it-projekter i staten
KORT NYT9. FEB 2011 12.53

Rådet samler private og statslige kompetencer, der skal bidrage til, at staten bliver bedre til at gennemføre komplicerede it-projekter. Derudover skal rådet skabe overblik over de statslige it-projekter, så viden og erfaringer kan udnyttes bedre på tværs, oplyser Finansministeriet.

Digitalisering er et led i regeringens arbejde for en mere effektiv offentlig sektor. Derfor igangsættes der de kommende år en række større it-projekter i staten. For at projekterne bliver vellykkede til tiden og prisen, kræver det god projektstyring. Det kan det nye IT-projektråd bidrage til.

Regeringen har udpeget Mogens Pedersen, kommitteret i Finansministeriet, som formand for Statens IT-projektråd og Birgit Nørgaard, tidl. administrerende direktør, som næstformand.

Opgaver og sammensætning
Statens IT-projektråd vil vurdere risikobilledet for alle statslige it-projekter over 10 mio. kr. Hvis rådet vurderer et projekt som særlig komplekst og risikabelt, kan det indstille, at der gennemføres et uafhængigt, eksternt review, der giver anbefalinger om, hvordan risici i projektet kan begrænses. Desuden skal alle statslige it-projekter over 60 mio. kr. igennem et eksternt review, uanset risikovurderingen. Etableringen af Statens IT-projektråd ændrer ikke på, at ansvaret for projekterne er forankret i de enkelte ministerier.

Statens IT-projektråd vil ved siden af formanden bestå af otte personer med baggrund fra det private erhvervsliv, statslige virksomheder og forskningsverdenen:

* Birgit Nørgaard, tidl. administrerende direktør (næstformand)
* Lilian Mogensen, direktør Forretningsudvikling & HR, ATP
* Michael Moesgaard, koncern it-direktør, Dong Energy
* Erik Andreasen, underdirektør i Organisation og Udvikling, Danske Bank
* Lars Mathisen, direktør, Nykredit
* Mads Tofte, rektor, IT-Universitetet
* Jesper Jarmbæk, direktør, Kort- og Matrikelstyrelsen
* Ole Kjær, direktør, Skatteministeriet

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt