Søvndal kræver ny minister

SYGEHUSFYRINGER: Vi er ikke tjent med en sundhedsminister, der arbejder for en større rolle til privathospitalerne, men ikke rører en finger for at undgå massefyringer, skriver SF's formand
14. JAN 2010 13.44

Af Villy Søvndal

Vi skal have en sundhedsminister, hvis hjerte banker for vores fælles sundhedsvæsen! 

Når Løkke alligevel skal lave sin rokade, ville det glæde mig med udskiftning på den post. Befolkningen er ikke tjent med en sundhedsminister, der arbejder for en større rolle til privathospitalerne, men ikke rører en finger for at undgå massefyringer på de offentlige hospitaler.

Jeg opfordrer nu statsminister Lars Løkke Rasmussen til at skifte sin sundhedsminister Jakob Axel Nielsen ud.

De massive fyringsrunder på landets hospitaler er et klart resultat af regeringens fejlslagne sygehuspolitik.

Nu betaler de ansatte på hospitalerne prisen for regeringens overbetaling af privathospitalerne. Alene i Region Hovedstaden skal 800 fyres. Det er helt absurd i en situation, hvor alle er bekymrede for, at der kommer til at mangle hænder i sundhedsvæsenet.

Sagen er, at den er gal med regeringens styringsmodel. På den ene side kræver man, at der behandles så mange patienter som muligt. På den anden side giver man en fast økonomisk ramme, der betyder, at regionerne ikke får en krone ekstra, hvis de behandler flere. Det hænger ikke sammen, og taberne bliver ansatte og patienter ude på de offentlige sygehuse.

S og SF prioriterer sundhedsvæsenet højt i vores fælles skatteudspil. En ny regering vil bruge over 5 milliarder ekstra til bl.a. bedre sygehuse og mere effektiv kræftbehandling. Vi vil sætte en stopper for den snigende privatisering af vores fælles sundhedsvæsen og sikre, at Danmark igen får et sundhedsvæsen, som vi kan være stolte af.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt