40 pct. arbejdede hjemme under forårets nedlukning
Ægteparret Jakob Jørgensen, forretnings-og systemudvikler i Københavns Kommune, og Mette Holm Simonsen, kontorchef i Styrelsen for It og Læring, var blandt den store gruppe af danskere, der arbejdede hjemme i foråret.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix (arkiv)

40 pct. arbejdede hjemme under forårets nedlukning

Flest arbejdede hjemme i Region Hovedstaden, færrest i Nordjylland.

40 pct. arbejdede hjemme regelmæssigt eller nogle gange under coronanedlukningen i foråret. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Der er tale om en stigning fra 28 pct. i 2019. Niveauet af hjemmearbejde i år er ikke set højere før.

Hvis man ser på brancher, arbejdede flest hjemme inden for information og kommunikation, nemlig 75 pct. Derefter kommer branchen finansiering og forsikring med 69 pct. 

Offentlig administration, undervisning og sundhed lå på 46 pct., mens handel og transport lå lavest efterfulgt af bygge og anlæg.

Fordelt på landsdele var der flest på hjemmearbejde i Region Hovedstaden. Her arbejdede halvdelen hjemme under nedlukningen. Lavest lå Region Nordjylland med knap hver tredje på hjemmekontoret.

DI: To dage er ideelt

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri forventer man et øget brug af hjemmearbejde på den anden side af corona.

- Mange virksomheder er blevet overrasket over, at folk får leveret det, de skal, og ikke spilder så meget tid på møder og får brugt tiden mere effektivt, siger Pernille Erichsen, der er chef for ledelse og virksomhedsudvikling i Dansk Industri.

- Der har førhen været en fordom om, at hjemmearbejde var et personalegode, men nu er arbejdsgiverne begyndt at se, at de kan få noget ud af det, siger hun.

Ifølge Pernille Erichsen er den gyldne middelvej to hjemmearbejdsdage om ugen.

- Ved flere hjemmearbejdsdage begynder vi at se, at vidensdelingen, innovation og det sociale aspekt på arbejdspladsen kan begynde at skride lidt, siger hun.

Ritzau / ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev