3D-print åbner nye muligheder på universitetshospital
Diplomingeniør Joakim Lindhardt er leder af nye 3D-printcenter på Aarhus Universitetshospital.
Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital

3D-print åbner nye muligheder på universitetshospital

Aarhus Universitetshospital har oprettet sit eget 3D-printcenter, som skal løfte den højtspecialiserede behandling, forskning og udvikling på hospitalet.
21. DEC 2019 15.49

MIDTJYLLAND: I de senere år er 3D-printet materiale i stigende grad blevet brugt i hospitalsverdenen. Fx til at printe en præcis kopi af en patients hofte, så kirurgen bedre kan forklare en hofteoperation til en patient. Eller som et hjælpeværktøj til kirurger, så de kan udføre mere præcise rekonstruktioner af kæber.
 
Nu sætter Aarhus Universitetshospital fokus på udviklingen af 3D-print og opretter et egentligt 3D-printcenter, som skal styrke hospitalets højtspecialiserede behandlinger.
 
- Vi vil gerne være førende inden for patientspecifik 3D-print i Norden og være med til at skabe ny viden og udvikle innovative metoder til gavn for patienterne, siger Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
 
- Ved at opbygge et center på selve hospitalet kan vi sikre bedre kvalitet og en højere grad af individualiseret patientbehandling samtidig med, at omkostningerne bliver lavere.
 
Aarhus Universitetshospital har i nogle år haft 3D-printere stående forskellige steder på hospitalet. Men nu vil man samle printerne i et center, som skal servicere hele hospitalet.
 
Flere formål 
Aarhus Universitetshospital har de sidste år haft en ingeniør med speciale i 3D-print ansat på hospitalet, og han bliver nu leder af centret.
 
- Vores kirurger kan bruge 3D-printede knogler som en save-guide, så de helt præcist ved, hvordan de skal save i f.eks. en underbensknogle, der efterfølgende skal indsættes som rekonstruktion i benet på en kræftpatient, fortæller Joakim Lindhardt, der er leder af 3D-printcentret på Aarhus Universitetshospital.
 
- Kirurgerne bruger også 3D-print til at forklare en kompleks operation til en patient. Det kan være tryghedsskabende og få patienterne til at vælge en operation, som de måske ellers ville have sagt nej til.
 
Desuden vil 3D-print kunne bruges til innovation og forskning på hospitalet, fordi man hurtigt vil kunne gå fra idé til prototype og over til det færdige produkt.
 
Store perspektiver i 3D-print
Der tegner sig store muligheder for at kunne bruge 3D-print på fremtidens hospitaler. Blandt andet er man i øjeblikket ved at undersøge, om man i fremtiden på Aarhus Universitetshospital kan 3D-printe implantater – fx hofter – som kan sættes ind i patienter.
 
- I dag bruges denne type implantater sjældent og kun i meget komplicerede tilfælde, da de skal produceres i udlandet og har en meget høj stykpris. Desuden kan det være svært at få produceret implantaterne inden for behandlingstiderne i kræftpakkerne. Men ved at lave vores egen produktion af 3D-print vil det blive muligt at have produktionen tæt på og samtidig få prisen betragteligt ned, siger Joakim Lindhardt.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt