Der er nu politisk opbakning fra kommunalordførere til at nedsættes et ekspertudvalg for at højne vidensgrundlaget i forbindelse med regeringernes ønske om at nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen.
Forslaget om et ekspertudvalg er kommet fra de fem aktører Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, KL, DA og 3F.
- Det kunne være rigtigt klogt at nedsætte et ekspertudvalg, for vidensniveauet er overraskende lav - ja, nærmest ikke eksisterende - og det er deprimerende, sagde Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal til i en debat til tænketanken Ceveas konference ’Hvad skal erstatte jobcentrene?' i januar.
Og den holdning møder altså nu politisk opbakning fra tre partier.
- Vi skal have nedsat en ekspertgruppe for at få det rigtige resultat. Om det som sådan er et udvalg, ved jeg ikke, men der er behov for at få samlet nogle af de mennesker, der kender området, og ikke kun politikere, siger kommunalordfører for SF, Theresa Berg Andersen, til DK Nyt.
Hun bakkes op af Liberal Alliances kommunalordfører Lars-Christian Brask, der samtidig fortæller, at han ser frem til, at regeringen kommer med et udspil.
- Jeg er sikker på, at regeringen, når den er klar, kommer med et udspil, der i en eller anden detaljegrad fortæller, hvad der skal ske, siger han.
Savner svar
Debatten udspringer af, at regeringen i sit regeringsgrundlag ønsker at sætte den enkelte ledige i centrum og give frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus. Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne hertil reduceres med 3 mia. kr. i 2030. Det skal ske ved at nedlægge jobcentrene.
Men hvordan det skal lykkes, og hvad der skal komme i stedet, er regeringen endnu ikke kommet med bud på.
- Der er ikke i orden, at man ikke fortæller, hvad der så skal sættes i stedet for. Der har simpelthen været rungende tavshed, og borgerne eller opgaverne forsvinder jo ikke, sagde Pia Lund Jeppesen på Ceveas konference i januar.
Til DK Nyt fortæller Socialdemokratiets kommunalordfører Birgitte Vind, at regeringen endnu ikke kan komme med noget konkret til kommunerne, men at de ønsker at omgive sig med nogle eksperter på området, der skal bidrage med deres viden.
- Der er ikke noget konkret endnu, men en form for ekspertudvalg er helt klart noget, vi kommer til at kigge på meget snart. Vi kan ikke løse det alene her på Christiansborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.