
AARHUS: Godt to uger før kommunalvalget har Kristian Würtz (S), der er rådmand i Aarhus Kommune, fået nyt job.
Fremover skal han være direktør i Brabrand Boligforening i Aarhus. Det betyder, at han er færdig i aarhusiansk politik fra nytår, oplyser boligforeningen.
Kristian Würtz har siddet i byrådet i Aarhus siden 2006, og han har været rådmand for flere magistratsafdelinger. Siden 2018 for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Det bliver han ved med at være året og valgperioden ud, og fra midten af januar 2022 tiltræder han sin nye stilling.
Men når aarhusianerne skal sætte deres kryds 16. november, vil det dog stadig være muligt at stemme Kristian Würtz ind i byrådet i Aarhus. Årsagen er, at kandidatlisten allerede er indsendt, og at det er for sent at fjerne ham fra stemmesedlen.
Vil bede om at afstå mandat
Det er dog ikke et ønske, Kristian Würtz har. Han ønsker derfor at nedlægge sit mandat, hvis han bliver genvalgt.
- Kommer det så vidt, vil jeg bede om lov til at afstå mit mandat. Jeg har nydt at være i politik, og jeg vil forlade det på et tidspunkt, hvor jeg stadig kan lide det. Jeg er 41 år gammel, så det er et godt tidspunkt at prøve noget nyt, siger han til Jyllands-Posten.
I Socialdemokratiet i Aarhus er borgmester Jacob Bundsgaard ærgerlig over at sige farvel til Kristian Würtz. Han ønsker ham held og lykke i sit nye job.
- Kristian har i mere end et årti været en bærende kraft i Socialdemokratiet i Aarhus. Med stor dedikation og kærlighed til Aarhus har han været med til at udvikle vores fantastiske by og kommune, siger borgmesteren i en pressemeddelelse ifølge Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.